Lokalpolitik

Byrådet klar til debat om gadebelysning

Forskelle skal debatteres

DRONNINGLUND:Byrådet i Dronninglund har på opfordring fra Eskild Sloth Andersen (S) sagt ja til at gennemføre en debat om, hvorvidt der i fremtidige udstykninger skal være en regel om, at det er beboerne dér, der også skal stå for driften og vedligeholdelsen af gadebelysningen i udstykningen. Ønsket om en debat tog udgangspunkt i et lokalplanforslag for et nyt boligområde i Østergade i Hjallerup, hvor der i byrådet blev sagt ja til at godkende lokalplanforslaget - dog uden at indarbejde et forslag fra forvaltningen om, at grundejerforeningen dér skal stå for gadebelysningen - ligesom det p.t. gøres i Brønderslev Kommune. Eskild Sloth Andersen slog i den forbindelse fast, at det på intet tidspunkt er blevet besluttet i byrådet, at grundejerne skal have overdraget den omtalte udgift fra kommunen, og mens han samtidig fastslog, at gadebelysning bør være en kommunal opgave, så lagde han også op til den ønskede debat om emnet. Sidstnævnte sagde byrådet o.k. til, og borgmester Mikael Klitgaard (V) tilføjede, at debatten lige så godt kan omfatte hele den nye Brønderslev-Dronninglund Kommune. Debatønsket sendes derfor nu videre til den nye kommunes underudvalg for teknik og miljø. Hertil udtrykte Eskild Sloth Andersen i øvrigt håb om, at Brønderslev-lejren tilslutter sig den udgiftsmodel, der p.t. er at finde i Dronninglund Kommune.