Lokalpolitik

Byrådet kort fortalt

Ligningsplan Hirtshals Byråd vedtog udkastet til ligningsplan for 1.7 2003 til 30.6 2004. Henrik Guldsø Nielsen (DF) spurgte, om Hirtshals Byråd havde mulighed for at ændre i planen. Han fandt det moralsk forkasteligt, at folk med under 1000 kroners tilgodehavende selv skulle henvende sig for at få deres penge igen. Borgmesteren svarede, at Hirtshals Kommune nøje fulgte Told og Skat's regler. Skole og it Børne- og kulturudvalget fik på byrådsmødet vedtaget en bevillingsmæssig fordeling af det tilskud, Undervisningsministeriet havde bevilget til projektet" Skolen uden mure". Fordelingen blev sat på plads, men først efter nogen debat om teknologiens farer for skoleforløbet. Således mente Henrik Guldsø Nielsen (DF), at man skulle være på vagt overfor for megen flimmer og bad om, at byrådet kunne blive løbende orienteret om forsøgets forløb. Udvalgsformand Ole Albæk (Borgerlisten) mindede om, at punktet handlede om fordeling af nogle støttemidler. Han mindedes, da han var med til at anskaffe og indføre lommeregnere i skolen. Det vakte i første omgang stor forargelse, for hvordan skulle børnene så lære at regne. -Vi skal også passe på, at vi ikke er alt for angste for det nye, sagde han.