Lokalpolitik

Byrådet sagde pænt farvel til en af de førende profiler i Venstres gruppe

HALS:At det var en af de mest vellidte og respekterede medlemmer, der sagde farvel til Hals Byråd, var ingen i tvivl om, da borgmester Bent Sørensen (S) og en klappende byrådssal i går sendte Venstres Preben Randbæk, V. Hassing, videre mod nye udfordringer efter sit selvvalgte farvel til kommunalbestyrelsen. Det er manglende tid i kombinationen mellem dagligdagen som statsautoriseret revisor og fritiden som folkevalgt beslutningstager, der har fået Preben Randbæk til at trække sig i utide, og det var ved gårsdagens byrådsmøde Bent Sørensen, der af det samlede byråd havde fået til opgave at sende V-politikeren pænt på vej. Det skete med et kig på det politiske arbejde i økonomiudvalget, hvor både Bent Sørensen og Preben Randbæk hidtil har haft sæde, og Bent Sørensen slog fast, at der i det daglige arbejde som lokalpolitiker bag lukkede døre bliver arbejdet tæt sammen på tværs af de partipolitiske skel. - Du har i økonomiudvalget beriget os med erfaringer fra forretningsverdenen, som vi andre ikke har, og vi har i dette arbejde udnyttet dig og fået meget ud af dig, sagde Bent Sørensen, der samtidig udtrykte glæde over meldinger fra Preben Randbæk om, at også han har draget nytte af dette videns- og erfaringsmæssige samspil. - Det er jo sådan, at vi arbejder i udvalgene. Vi er syv medlemmer, der hver især drager nytte af hinandens viden, og det er på den måde, at vi alle - via vores udveks-ling af synspunkter - får indflydelse på de beslutninger, der træffes, tilføjede borg-mesteren, der kun kunne pege på ét punkt, hvor han ikke var villig til at lade Preben Randbæks synspunkter komme igennem. - Bare du ikke får lov til at bestemme over skatteprocenten, så er jeg godt tilfreds og indstillet på at høre, hvad du har at sige, sagde Bent Sørensen med et smil på læben, inden byrådssalen kvitterede med en bragende klapsalve. En sådan fulgte også i kølvandet på Preben Randbæks takketale, hvori V-profilen blandt andet slog fast, at tiden i byrådet har været både lærerig og spændende, ligesom han undervejs også har fået nye kolleger og venner - ikke mindst det tidligere S-medlem af byrådet Jytte Christensen, som han i dag deler tilværelse med. - Tak for et fantastisk godt samarbejde, lød afskeds- salutten fra Preben Randbæk, der nu i byrådet afløses af Kai Hansen (V), Ulsted, som tillige træder ind i kulturudvalget i stedet for Keld Jul Vagner (V), der snupper Preben Randbæks plads i økonomiudvalget.