Lokalpolitik

Byrådet siger ja til at rive Adelgade 23 ned

- Hobro er ikke Mariager, der har bunker af bevaringsværdige huse, argumenterede Venstremand

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Protesterne hjalp ikke. Byrådet har besluttet, at denne bygning i Adelgade 23 kan jævnes med jorden. ARKIVFOTO: TORBEN HANSEN

HOBRO:Ejeren af det omstridte, gamle hus i Adelgade 23 har nu fået Hobro Byråds velsignelse til at rive hele ejendommen ned. Et enigt byråd gav på sit ekstraordinære møde i aftes tilladelse til, at Sparekassen Hobro kan jævne forhuset med jorden. Et borgerligt flertal billigede desuden, at den samme skæbne kan overgå baghuset. Nedrivningstilladelsen til det over 200 år gamle gågadehus har været omstridt, fordi det er omfattet af en bevarende lokalplan, og fordi kommunens rådgiver i sagen, den århusianske Exners Tegnestue, varmt har anbefalet at bevare huset af kulturhistoriske årsager. Venstres Kim Laursen sidder i Hobro Kommunes tekniske udvalg og har flere gange været med til at besigtige huset, som har vakt stærke følelser og givet anledning til en del offentlig debat. - Jeg er blevet spurgt, om ikke baghuset kunne trække turister til Hobro? Men det tvivler jeg på - det er jo kun et enkeltstående hus. I Mariager, der ligger 12-13 kilometer herfra, er der en hel bunke gamle huse, påpegede Kim Laursen. Han tvivler stærkt på, at der er ret meget af forhuset, der kan bevares. Kim Laursen er tilfreds med, at det nye vil blive opført med respekt for, hvordan det oprindelige så ud. Historieløs og kedelig Socialdemokraternes Kirsten Huusom frygtede, at Hobro vil komme til at fremstå som en historieløs og kedelig by, hvis man følger devisen: ”Riv det gamle skidt ned, det er alt for dyrt at sætte det i stand”. - Skræmmebilledet er de amerikanske storbyer, uden centrum, uden butikker, hvor al handel og alt liv foregår i store indkøbscentre. Er det det, vi ønsker i Danmark? spurgte hun. Kirsten Huusom mener, at Hobro bør anstrenge sig for at værne om de få gamle bygninger, byen har tilbage. Efterhånden er de ældste ejendomme i Hobro fra slutningen af 1800-tallet. - Jeg forstår ikke, at et agtværdigt pengeinstitut som Sparekassen Hobro, der tilmed har et pænt overskud, medvirker til at gøre Hobro historieløs og uinteressant, kritiserede hun. Kim Laursen kommenterede, at det vel kan være ligegyldigt, om det er Sparekassen Hobro - der har overskud - eller ”gårdmand Jensen”, der søger om tilladelse til at rive en ejendom ned. Kirsten Huusom svarede, at hun altid har opfattet forskellen på banker og sparekasser sådan, at sparekasser ikke kun har til formål at tjene penge, men også støtter almennyttige formål. - Sparekassen burde være interesseret i, at Hobro er en by, der er værd at besøge, mente hun. Huusoms partifælle Hans Poulsen gjorde sig til talsmand for, at byrådet kvitterer for den store offentlige interesse i sagen ved at holde hånden over baghuset. - Vi skal ikke rive baghuset ned med det argument, at vi ikke har ret mange bevaringsværdige bygninger i Hobro. - Vi bør værne om og kæle for de perler, vi har. I Socialdemokratiet mener vi, at der kunne skabes en hyggelig atmosfære i gården, sagde Hans Poulsen. Men det blev ikke, som socialdemokraterne ønskede. Flertallet sagde ja til nedrivning af hele ejendommen.