Ældreforhold

Byrådet stopper for nye ansættelser

Byrådet i Dronninglund besluttede midlertidigt ansættelsesstop - Brønderslev følger trop

DRONNINGLUND:Byrådet i Dronninglund vedtog tirsdag et midlertidigt ansættelsesstop. Hermed besættes ledige stillinger ikke, inden budgettet for 2007 er vedtaget. - Det er uheldigt at lave et ansættelsesbrev i dag og sende en fyreseddel om en måned, sagde borgmester Mikael Klitgaard (V). Han vil sammen med borgmester Jens Arne Hedegaard, Brønderslev Kommune, og kommunaldirektøren aftale den videre procedure for ansættelsesstoppet. - For der kan være steder, hvor man ikke kan undvære folk, sagde Mikael Klitgaard. Eskild Sloth (S) ønskede at få vished for, at børn og ældre fortsat får pleje og pasning. - Det er vigtigt for os, at der er de folk, der er behov for på ældreområdet, så vi kan yde den service, som byrådet har vedtaget. Siger vi ja til et ansættelsesstop, kan man i realiteten ikke ansætte en medarbejder i morgen - og så kan vi hermed skabe en serviceforringelse. Det vil vi ikke være med til, sagde Eskild Sloth. Bendt Danielsen (borgerlisten) hæftede sig ved, at et ansættelsesstop skal forebygge uhensigtsmæssige ansættelser. - Jeg vil sikre mig, at der i perioden med ansættelsesstop kan ske ansættelser, når det er hensigtsmæssigt. Det skal ikke være et ultimativt ansættelsesstop, tilføjer Bendt Danielsen. Mikael Klitgaard tilkendegav, at der vil være steder, hvor der slet ikke er tvivl om, hvorvidt en stilling skal besættes igen. - Men der kunne godt være steder, hvor man eksempelvis ansætter folk tidsbegrænset. Jette Ramskov (S) advarede mod et ansættelsesstop på ældreområdet, hvor medarbejderne i forvejen er presset og tynget af langtidssygemeldinger samt medarbejdere på barsel. Hun frygter, at et ansættelsesstop kan ramme vikardækningen i områderne. Mikael Klitgaard lovede, at han tager signalerne fra ældreområdet med sig, når præmisserne for ansættelsesstoppet skal aftales med kommunaldirektøren. Steen Christensen (S) konstaterede, at man i Brønderslev Kommune ansætter fra en side af lige nu. - Det er fuldstændig rigtigt, at der i øjeblikket sker ansættelser på nogle områder, hvor der er lagt op til færre ansatte. Og det giver os problemer, sagde Mikael Klitgaard.