Byråds-ja til opstilling af skulptur i Tversted

Lokalpolitik 17. januar 2003 01:00

HIRTSHALS: De vil så gerne have noget kunst i Tversted, og i forbindelse med Tversted Markeds jubilæum, så skulle det gerne ske. Pladsen er fundet. En skulptur skal sættes op på nordsiden af Østervej - på hjørnet ved Tannisbugtvej over for den gule gård. Lige efter bogen har Tversted Borger- og Turistforening så søgt om tilladelsen. Og der er faktisk tale om en taksigelsesgave fra foreningen, dog med forventet tilskud på 15.000 kr. fra Landsbyrådet til opstillingsudgifter. I Hirtshals Kommune er der nemlig lavet nye retningslinjer for opstilling af kunst, da der tidligere har været nogle uheldige eksempler på såkaldt opstillet/ophængt "kunst", der hverken lignede fugl, fisk eller på anden måde havde et kunstnerisk udtryk - selv efter laveste velmenende fællesnævner. Men sådan noget må ikke ske mere. Skulpturen i Tversted vil komme til at bestå af en stor gnejs-sten på omkring tre ton. På den rå overflade er der udhugget en konksnegl. Måske bliver der endda tilføjet en søstjerne og en hjertemusling. Havdyrene vil fremstå polerede og blanke. Stenen skal efter planen opstilles på et fundament af brosten. Ole Albæk (Borgerlisten) mente, at borgmester Knud Størup, fra samme liste, gav udtryk for en vis sarkasme, da han med et specielt smil kort redegjorde for de nye retningslinjer for opstilling af kunst. - Jeg er glad for den nye ordning, og jeg synes ikke, det er nødvendigt, at de store sindsbevægelser kommer i kog i den forbindelse, sagde Ole Albæk, der også er formand for børne- og kulturudvalget. - Det er glædeligt, at også folk fra øst i vor kommune tænker på maritime udtryk, når det gælder kunst. Det er et bevis på, at de også har havn og hav i tankerne og ikke alene turisme. Byrådet sagde ja til ansøgningen, der har været behandlet i kunstudvalget. Det areal, der skal bruges til skulpturen, henligger i græs og ejes af Tranebærvejens Grundejerforening. Betingelserne fra byrådets side for opstillingen blev, at etablerings-, forsikrings-, drifts- og vedligeholdelsesomkostninger af skulpturen er Hirtshals Kommune uvedkommende.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...