Lokalpolitik

Byrådsmedlem frygter dyrt rådhus

HJØRRING:Hjørring Byråd godkendte forleden ombygningen af det gamle rådhus. Storskærme og bedre forhold for handicappede er dele af planen. Byrådsmedlem Kurt Mikkelsen (V) advarede dog kollegerne om, at byggeriet risikerer at blive dyrere end forventet. To millioner er der sat af til projektet, men det er næppe nok, vurderer Venstre-manden. - Jeg er tilfreds med hele projektet, men jeg spekulerer på, om vi kan overholde rammen. To millioner er ikke meget, når der skal være elevator og mange andre ting, påpegede Kurt Mikkelsen. Elevatoren skal sørge for, at gangbesværede og kørestolsbrugere fremover kan komme med til møderne. Borgmester Bent Brown (S) svarede, at det var teknikerne, som havde vurderet, at det ville koste to millioner. Halvdelen bliver for resten betalt af de tre andre kommuner i NyHjørring Kommune.