Lokalpolitik

Byrådsmedlem siger undskyld

Påstand om udvalgsformands solorolle ved svømmeaflysning var forkert

NØRAGER:Det var ikke en solobeslutning fra udvalgsformand Orla Kastrups side tilbage i begyndelsen af 2002, der resulterede i at elevernes svømmeundervisning blev aflyst af sparehensyn. Dette faktum måtte Ejvind Lassen (L) bøje sig for på kommunalbestyrelsesmødet i denne uge, efter at han på mødet tilbage i marts ved en debat om genoptagelse af svømmeundervisningen havde påstået det modsatte. Erkendelsen af at han havde taget fejl betød en direkte undskyldning tilOrla Kastrup i byrådssalen, der blev accepteret på stedet. Bevis for udsagn Allerede på kommunalbestyrelsesmødet i marts protesterede Orla Kastrup voldsomt over Ejvind Lassens påstand. Ifølge udvalgsformanden var der i stedet tale om en demokratisk beslutning truffet af udvalgets medlemmer tilbage i 2002. Af samme grund ønskede han, at Ejvind Lassen førte bevis for sin påstand. Den samme holdning havde borgmester Poul Larsen, der som afslutning på debatten efterlyste en dokumentation for udsagnet. Tjek i notater og aviser Den har siden ladet vente på sig indtil i denne uge, hvor undskyldningen faldt uforbeholdent. - Jeg har nu haft lejlighed til at gennemtrævle bilag, dagsordener og herunder tre måneders aviser fra 2002 på biblioteket. I notaterne fra dengang har jeg med rødt skrevet formandsbeslutning, men det hidrører fra at lokaleaftalen for svømmehallem blev opsagt inden den demokratiske beslutning om nedlæggelse af svømmeundervisningen var gennemført. Derfor var min påstand fejlagtig, erkendte Ejvind Lassen inden undskyldningen til sagens anden hovedperson, Orla Kastrup.