Byrådspolitiker blev truet med tæsk
- Når han kommer udenfor, skal jeg nok ondulere ham! Sådan sagde en vred tilhører under det seneste byrådsmøde i Frederikshavn

Brian Pedersen blev onsdag aften truet med tæsk. Det skete under byrådsmødet.
FREDERIKSHAVN:Onsdag aften var der byrådsmøde i Frederikshavn, og der var lagt op til en aften i behageligt selskab med septiktanke, udviklingsstrategi, pantebreve og skimmelsvamp.
Nærmest skræmmende
Men det blev samtidig en højst usædvanlig og nærmest skræmmende aften, hvor byrådsmedlem Brian Pedersen (SF) blev truet med tæsk af en tilhører.
Byrådet havde netop stemt om gebyrer på tømning af septiktanke, da Brian Pedersen kigger skråt bagud og får direkte øjenkontakt med en af aftenens tilhørere.
Ondulere ham
Tilhøreren siger højlydt til sin kone, at så snart Brian Pedersen går udenfor, vil han ”fandeme” ondulere” ham.
I pausen går Brian Pedersen over til tilhøreren og vil vide, om der reelt er tale om en trussel.
Vred tilhører
Men det afviser den vrede tilhører, der dog samtidig siger, at ”han har lyst til det”.
Tilhøreren indrømmer altså ikke direkte, at han har fremsagt en trussel.
Den pågældende tilhører er indædt modstander af de nye gebyrer på tømning af septisktanke, og han lod derfor sin vrede få frit løb i byrådssalen.
Brian Pedersen oplyser, at han tidligere har haft diskussioner med manden.
Det er udansk
- Det er fuldstændig udansk, og det hører ingen steder hjemme at true en politiker på den måde, siger Brian Pedersen, der endnu ikke har taget stilling til, om der kan blive tale om at anmelde tilhøreren til politiet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.