Byrådspolitikere på millionjagt

De folkevalgte er gået på udkig efter besparelser - skatten holdes i ro

HALS:Der er besparelser på vej i Hals Kommune. Det fastslår borgmester Bent Sørensen (S), efter at der nu er skabt et overblik over den økonomiske situation forud for den kommunale budgetlægning. - Vi har et negativt økonomisk spillerum på 4,366 mio. kr., fortæller borgmesteren, der i den forbindelse peger på, at socialudvalget er dét, der trækker økonomien mest i den forkerte retning. Det skyldes, at socialudvalget skal bruge små 4,3 mio. kr. for bare at få basisbudgettet for næste år til at hænge sammen. Er de ekstra små 4,3 mio. kr. til brug i socialudvalget noget, som byrådet i fællesskab ikke kan komme uden om, så påpeger Bent Sørensen dog også, at kommunen står over for en indtægt på 3,5 mio. kr. i forbindelse med det igangværende ombygningsarbejde på Hassinghave i V. Hassing. - Det hjælper jo gevaldigt på de godt 4,3 mio. kr., vi mangler, men det er vigtigt at huske på, at der her er tale om et engangsbeløb, der ikke ændrer på det langsigtede billede for kommunens økonomi, bemærker borgmesteren. Med erkendelsen af, at der skal findes et millionbeløb for at få bragt kommunens økonomi på rette spor, vil der nu i forvaltningen blive udarbejdet et sparekatalog til brug for de politiske prioriteringer. At skrue på skatte-skruen synes imidlertid ikke at bleve en aktuel mulighed i år. - Jeg tror godt, at jeg på vegne af alle 17 i byrådet kan sige, at skatten ikke bliver sat op, konstaterer Bent Sørensen. - Det betyder, at vi skal finde pengene på anden vis, og det bliver via besparelser. Det bliver derfor nok mere mærkbart end i fjor, hvor vi kunne undgå dette ved at sætte skatten op, tilføjer borgmesteren, der tillige forventer, at kommunen også næste år vil få et stort anlægsbudget, fordi der ud over skolerenoveringerne også skal findes anlægskroner til bl.a. trafiksikring, byforskønnelse, nye boliger og det nye borgerhus i Hou.