Lokalpolitik

Byrødder får IPad

Byrådsmedlemmer i Hjørring får tilbudt en IPad. Til gengæld bliver dagsordener og dokumenter kun udsendt elektronisk.

Byrådet går over til udelukkende at udsende dagsordner og andre dokumenter elektronisk. I den forbindelse får byrådsmedlemmerne tilbudt en af tidens mest eftertragtede it-redskaber til at læse og behandle de nye elektroniske dagsordener: en Apple iPad. IPad forsynes med et komplet elektronisk dagsordensystem med kalender, mailsystem og tilsendelse af bilag. Byrådsmedlemmerne kommer dermed på forkant med den teknologiske udvikling, da it-vidunderet netop er sat til salg i Danmark efter at have gået sin sejrsgang ikke mindst i USA, hvor den har solgt millioner eksemplarer. Handy computer IPad minder meget om en lille handy computer på størrelse med en roman. Ved indkøb af 30 stk. iPad, elektronisk dagsordensystem "eDagsorden", interne kurser og it-konsulentbistand løber udgiften samlet op i knap 320.000 kroner. Indkøbet af det elektroniske dagsordensystem er den dyreste del, da det koster 160.000 kroner. Der bliver en løbende driftsudgift på 90.000 kroner pr. år til firmaet bag den elektroniske dagsorden. Administrationen vurderer at udgiften over tre år kan holdes inden for budgettet for den politiske organisation. Nem at tage med i sofaen - Den er let at læse på i modsætning til bærbare computere, som mange døjer med at læse bilag og dagsordener på, fordi man bliver træt i øjnene. I pad er noget helt andet end en computerskærm og man kan nemt forstørre teksten. Den er desuden nem at sidde med i en sofa. Det er mere behageligt, når man skal læse mange bilag, siger borgmester Arne Boelt (S), som har haft en iPad på prøve i 14 dage. Man kan skrive notater til dagsordenerne direkte på skærmen. - Jeg mener virkelig, at det er et godt arbejdsværktøj, som vil kunne aflaste byrådsmedlemmerne betragtelig, siger Arne Boelt. Kæmpeløft for byrådsmedlemmerne I dag får byrådsmedlemmer stillet enten en bærbar computer eller en stationær computer til rådighed samt en printer. iPad ventes at blive en forbedring. - Vi tror på, at det bliver et kæmpeløft for byrådsmedlemmerne og desuden en rigtig god investering, som vi kan holde indenfor vort eget budget, siger Arne Boelt. Han vurderer, at man i visse situationer kan holde elektroniske møder direkte på iPaden, så der kan spares mandtimer. Han ser desuden store muligheder, hvis denne type computer spredes i den kommunale organisation. - Den er så nem at bruge, at folk ikke vil kunne lade være, vurderer Arne Boelt.