EMNER

Bysbarn prædikede i Døstrup

DØSTRUP:I sine ungdomsår var Jette Bundgaard kendt i Døstrup som en dygtig håndboldpige og aktiv idrætsleder. I aftes var hun på visit i barndomsbyen for som præst at stå for en gudstjeneste under landsbyens sankthansfest. 41-årige Jette Bundgaard, født Nielsen, har i ni år været sognepræst i Hørning ved Århus. Ved aftenens ceremoni på sportspladsen i Døstrup kombinerede hun det folkelige og det kirkelige, idet prædiken samtidig var hendes båltale. Hun talte om betydningen af traditioner, og at det er vigtigt, at traditionerne har et indhold. Hun sammenlignede julen og sankthans og talte om danskerne, der ved disse lejligheder varmede sig ved hinanden og fokuserede på det gode i livet. Jette Bundgaard havde sin skolegang på Rosendalskolen og uddannede sig til lærer. Hun nåede at arbejdet et års tid som vikar på sin gamle skole, men efter to år som lærer begyndte hun at læse teologi. Hun var præst i Vejle i et år, før hun i 1995 blev indsat som sognepræst i Hørning. Den tidligere Døstrup-borger er gift og har to børn. Hun er stadig aktiv idrætsleder inden for gymnastik. Jette Bundgaard har før holdt utraditionelle gudstjenester uden for kirkens rum. - Tro er ikke kun noget i vores indre. Jeg mener, det er vigtigt, at vi giver vores tro form og gør kirken tydelig. Ellers vil kristendommen blive væk blandt de andre religioner, som er meget synlige, fordi deres udøvere f.eks. spiser noget bestemt og går klædt i noget bestemt tøj, forklarede Jette Bundgaard før mandag aftens gudstjeneste i Døstrup. Sognepræsten er opmærksom på, at kirken ikke må blive "poppet". - Man skal ikke gå på kompromis med indholdet. Udfordringen er at gøre indholdet tydeligere, fortalte hun. Selv om omgivelserne ved sankthansgudstjenesten var anderledes, havde ceremonien et indhold, der stort set lignede en almindelig gudstjeneste. Kirkeorglet manglede, men musikeren Flemming Baade spillede til salmerne. Dele af kirkekoret var også med. Efter at bålet var tændt, blev der serveret kaffe og kage i teltet. Sankthansfesten var afslutningen på Døstrups årlige byfest, der har stået på siden torsdag.