EMNER

Bytte, bytte gaver

Mange skulle have byttet julegaver tredje juledag.

Mandag stod traditionen tro på Store Byttedag i mange forretninger. Der meldes dog om, at der er færre gaver, der skulle byttes, så måske giverne er blevet bedre til at finde ud af at købe julegaver, som modtageren ønsker. Simone Rasmussen skulle dog i Børneshoppen have byttet et par bukser. - Dem jeg fik, var ikke så praktiske, når man kravler. Det er Emma, der fyldte ét år 13. december, og som derfor fortsat kravler, der skulle have gaven. Der var ingen problemer med at finde et par mere praktiske bukser. - Vi har haft travlt med at bytte i dag, fortæller Maja Albrechtsen. I de fleste tilfælde fandt kunderne en anden vare. Simone har også en gave, der skal byttes i Matas, ligesom et aktivitetstæppe skal byttes i Føtex. Også hos Mr. Agerbæk stod den på bytning. Stein Jensen skulle have byttet to par sokker, som han havde fået af en svigerdatter, og i stedet valgte han en kasket. - Det er med at holde ørerne varme, bemærker Stein Jensen. De øvrige gaver Bente Jensen og Stein Jensen havde fået, passede. Meldingerne fra butikkerne lyder på, at julehandelen har været bedre end sidste år. Nu venter så udsalget. Måske tror nogen, at nogle af de kongelige kommer på besøg i Brønderslev mellem jul og nytår. Men det er bare byens forretninger, der vil behandle kunderne kongeligt med røde løbere. Byens specialbutikker byder velkommen til VIP-salg, og derfor rulles der røde løbere ud i metervis fra specialbutikkerne. - Medlemmerne af Brønderslev Handel har valgt at sige tak for i år og godt nytår med at kræse ekstra for kunderne, så VIP-salg allerede starter tirsdag - og kunderne bydes velkommen med røde løbere og gode tilbud.