EMNER

Bytte-bytte-julegaver

Kvinder fik byttet gaver til en størrelse, der passede

BRØNDERSLEV:En bh, der er lidt for stor enten i skål eller omkreds. En g-streng, der er for lille, eller et par cowboybukser, der er forkerte i farven. Alle bløde pakker, der med gode intensioner er givet i julegaver, men som alligevel ikke var det helt rette. Op til jul er der blevet stresset for at købe gaver, og tredje juledag skal nogle af dem byttes igen. Derfor bliver dagen populært kaldt for "Store Byttedag". Hos Skott i Nygade var der i går travlhed over disken. Gaver, der ikke lige var det rette, langes den ene vej over disken, mens det, gaverne byttes til, langes den anden vej. - Det er alt, som folk kommer og bytter, men det er mest undertøj og nattøj. Det kan være fordi det er den forkerte størrelse - enten for stort eller for småt. De fleste, som bytter, skal bare have en anden størrelse, men andre vil også have tøjet i en anden farve eller noget helt andet, end det, de fik i julegave, siger førstedame Hanne Juul Nielsen. Stativ til byttetøj En af dem, der fik byttet tø,j var Annette Søttrup. Hun havde fået en grøn bluse i julegave, som var for stor. Hun kunne egentlig godt lide den, men den var ikke i en størrelse, der passede, så i stedet fik hun et tilgodebevis. Åse Ibsen havde fået et sæt undertøj, hvor trusserne var en forkert størrelse. Hun fik dem byttet til en størrelse, der passede. Hos Skott har man et stativ, hvor der kun hænger tøj, der er blevet byttet. Da NORDJYSKE kommer forbi ved middagstid er Marika Trudslev fuldt beskæftiget med at hænge tøj på stativet. De store byttedage er i går og i dag.