Lokalpolitik

Byttede direktørstolen ud med en købmandsdisk

Da Jens Vestergård forlod erhvervslivet, så gik han ind i byrådet for Venstre - i dag fylder han 60 år

TÅRS:Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Den gamle sangfrase passer meget godt på byrådsmedlemmet Jens Vestergård (V). Han ernærer sig nemlig i dag som butiksleder for Spar-købmanden ved campingpladsen Nordsøen i Lønstrup. For ganske få år siden var købmandsdisken dog byttet ud med en direktørstol i den store slagterkæde Inco Nord. Jens Vestergård blev egentlig udlært i Brugsen i sin barndomsby Sterup, men da han var færdiguddannet rykkede han til den lidt større forretning i Tårs. Et ophold som soldat afbrød dog butikskarrieren, og i 1966 blev Jens Vestergård derfor ansat som én af de første i Slagterringen (i dag Inco). Her blev Jens Vestergårds indsats hurtigt påskønnet. - Jeg voksede sammen med firmaet, og jeg blev efterhånden forretningsførerens højre hånd, fortæller han. Da den hidtidige direktør for Inco Nord i 1987 trådte tilbage, så var Jens Vestergård den naturlige afløser. Virksomheden voksede kraftigt med Jens Vestergård ved rorpinden, og blandt andet var han med til at opkøbe Bagerland i Århus samt Aars Slagteri. Farvel til direktørpost Skæbnen - at blive opkøbt - kom dog også til at overgå Inco Nord selv. Slagterkædens storebror Inco Danmark købte nemlig i 2000 virksomheden. - Så blev min stilling overflødig, forklarer Jens Vestergård, mens han løfter let på skuldrene. Han indrømmer, at afskeden med Inco Nord kastede ham ud i en meget svær tid. - Det var ikke altid lige nemt, siger han. Efter at Jens Vestergård havde sundet sig lidt, så hjalp hustruen Aase og parrets tre sønner ham dog langsomt ud af mismodet igen. - I dag kan jeg igen se tilbage på min tid i Inco med stor glæde, fastslår Jens Vestergård. Valgt til byrådet Da Jens Vestergård forlod direktørstolen i Inco Nord gav det ham samtidig mulighed for at involvere sig i kommunalpolitik. I 2001 lykkedes det ham som en følge deraf at blive valgt til Hjørring Byråd for Venstre. - Det meste af den første periode gik med at komme ind i det hele, men jeg føler, at det er gået rimeligt godt, siger Jens Vestergård. Jens Vestergård er dog bevidst om,at han måske ikke er den, der gør sig mest bemærket i byrådssalen. - Jeg synes ikke, at et ekko i byrådssalen er noget værd, når afgørelserne allerede er truffet i udvalgene, forklarer han. Den første periode i byrådet har dog givet Jens Vestergård mod på mere, og han er derfor heller ikke bange for at stille op til valget til Ny Hjørring Kommune. Købmandsliv Efter afskeden med Inco måtte Jens Vestergård tænke nye tanker med hensyn til sit arbejdsliv. Han ville under ingen omstændigheder parkeres på hjemmefronten som 55-årig. - Aase ville jo også bare blive tosset, hvis jeg bare gik hjemme hver dag, siger Jens Vestergård med et smil på læben. En idé om hvad fremtiden kunne bringe, tog dog hurtigt form i Jens Vestergårds hoved. - Jeg har tit givet udtryk for, at jeg gerne ville have en sommerforretning. Tanken blev omsat til handling, og Jens Vestergård åbnede den følgende sommer købmandsbutik ved Nordsøen i Lønstrup. Tilbage i Lønstrup Jens Vestergård følte dog, at der var for lidt at lave i den første sæson i Lønstrup, så de to seneste år har han drevet købmand ved Jambo Camping. Denne sommer har ejerne af Spar-købmanden dog hentet ham tilbage som butiksleder i Lønstrup. - Det er dejligt at være tilbage, og kunderne er flinke til at byde velkommen, siger Jens Vestergård, som stortrives med den daglige snak henover disken. - Det er skønt at være i tæt kontakt med folk, og jeg kan godt lide at have noget at "bytte" med, smiler Jens Vestergård. Et fast holdepunkt For Jens Vestergård har hustruen Aase hele tiden været et fast holdepunkt i livet. - Ja, hende har jeg døjet med i mange år, lyder det med tilstrækkeligt nordjysk lune. Siden 1968 har parret holdt sammen i tykt og tyndt, og familiens faste base har været i Tårs. - De venner vi kommer sammen med i dag, det er de samme, som det hele tiden har været, fortæller Jens Vestergård. Han har altid forsøgt at være den samme person, uanset om der stod soldat, direktør eller købmand på visitkortet. - Du skal fløjte som de fugle, du er iblandt. Jeg kan ikke se, hvorfor man skal gøre sig selv større, end man er, siger Jens Vestergård.