Film

BYTUR Autodidakt skuespiller har i fem år brugt sin sommerferie på at vise turister og andre rundt i det historiske Aalborg Gedigent håndværk

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kostumeskift og rekvisitter må ofte begrænses til et minimum, når man spiller på gaden. Men lidt makeup er der da plads til.Foto: Henrik Bo

AALBORG:– Det kan godt være, det ikke er den helt store kunst. Men det er i hvert fald gedigent håndværk... Sådan beskriver 25 årige Henriette Rise de historiske byvandringer, som hvert år giver hende og andre af skuespillerne fra Det Hem'lige Teater i Aalborg smør på brødet i sommerferien. Siden premieren på "Horrible Aalborg" i 2005, er det nemlig blevet en fast tradition, at teatret tilbyder turister og andre interesserede en anderledes tur rundt i Aalborgs seværdigheder. – Ideen stammer fra en tur til Skotland, hvor Flemming Lindvang og Pia Bredow oplevede en af de historiske ture, man ofte laver derovre, fortæller hun. I de første år, var hovedvægten bag turene i Aalborg lagt på det dystre og skræmmende – i form af heksejagter, henrettelser og andre optrin fra den mørke middelalder. Men i år er handlingen flyttet til besættelsestiden. Historisk korrekt Henriette spiller den ene af de to kvinder, forestillingen handler om. Men hun skal også guide og fungere som fortæller, så hun har måttet lære en del udenad. – Vi får heldigvis god hjælp af museumsfolk og andre, som har været med til at sikre, at det hele bliver historisk korrekt, forklarer hun. Ifølge Henriette Rise handler det også om at være godt klædt på. For publikum stiller ofte supplerende spørgsmål, når den historiske byvandring er slut. – Nu har jeg ikke selv nogen bedsteforældre. Men jeg ved da, at der er flere, som har været hjemme og spørge deres forældre eller bedsteforældre om livet dengang, fortæller hun. – På den måde lærer vi også en masse selv, og det er jo en stor fordel. Henriette smiler. "I skyggen af besættelsen" spiller hver dag frem til 1. august. Og selvom det betyder, at hun må droppe enhver tanke om sommerferie, rører det hende ikke det mindste. – Jeg elsker jo teater – især Det Hem'lige. Det er mit liv, og det jeg brænder for, forklarer hun. Vil være instruktør Drømmen har længe været en elevplads som skuespiller eller instruktør. Men hidtil er det ikke lykkedes, så Henriette supplerer indtægterne fra skuespilleriet med undervisning, talentudvikling og tilfældige barjobs. – På et tidspunkt arbejdede vi alle sammen om natten, og bagefter gik vi direkte herned, sov to timer og gik til prøve. Henriette ryster på hovedet. Hun forstår dybest set ikke, hvorfor regeringen ikke støtter de små og mellemstore teatre. For ifølge hende er det jo her, talenterne udvikles til gavn for de større scener. – Der er et rigtigt godt teatermiljø her i byen. Vi låner ofte ting af hinanden og samarbejder på kryds og tværs. Så jeg tror, det kommer alle til gode, at der er noget det hedder Det Hem'lige Teater eller Jomfru Ane Teatret. Udover byvandringerne, har Henriette også medvirket i mange andre forestillinger og events. Hun er heller ikke bleg for at instruere. – Man udvikler sig hele tiden. Havde du spurgt mig for fire år siden, havde jeg f.eks. aldrig troet, jeg ville komme til at instruere. Men nu synes jeg faktisk, det er ret sjovt, fortæller hun. Kan komme ind fra gaden Ifølge Henriette er der et helt unikt sammenhold og fællesskab på Det Hem'lige Teater, som fortsat er et af de eneste steder i landet, hvor man kan komme ind fra gaden og være med. – Det var jo også noget af det, jeg selv gjorde i sin tid, fortæller hun. – Siden da har jeg selvfølgelig prøvet et hav af ting. Men jeg har stadig ikke opgivet drømmen om at komme til at leve af det, understreger hun. Som medvirkende i "I skyggen af besættelsen" skal Henriette for en gangs skyld spille den samme rolle i hele forestillingen. Turen byder ellers på mange forskellige figurer og karakterer, men denne gang går det kun ud over forestillingens mandlige medvirkende. – Det er specielt at spille på gaden, vi har ikke andre kostumer og rekvisitter end dem, vi kan tage med os, fortæller hun. Skift af tøj og lignende foregår på stedet, så der er ikke plads til at være genert eller blufærdig. – Der var en enkelt episode sidste år, hvor jeg følte mig lidt utilpas. Jeg stod lænket til en pæl foran rådhuset uden ret meget tøj på og med blod silende ned af ryggen. Så kommer der én ud, og spørger, om han må have lov til at vise det til sine gæster. Efter lidt betænkning sagde jeg ja. Og pludselig stod der altså 50 udlændinge med hvert sit blitzende kamera. Henriette griner. Hun elsker det hårde og udfordrende liv som semiprofessionel skuespiller. Men kom der en plads på elevskolen, ville hun ikke tøve ret længe. – Så slog jeg nok til hurtigere, end man kan nå at blinke med øjnene, siger hun. – Mange her på teateret har søgt optagelse i årevis. Men selvom de er dygtige, er der kun plads til et fåtal, så man skal nok være ret stædig for at blive ved. Men det tror jeg nu også, jeg er, tilføjer hun.