Kommentar: Nej til rigmand i Hirtshals er et sundhedstegn
En af de største udfordringer for byudvikling i disse år er kommuner, der ikke tør sige nej
Opdateret 19. december 2024 kl. 13:27
Det er i disse år populært for folk i fiskeindustrien at give noget tilbage til deres byer. Noget stort og højt.
Den seneste er den "gamle Hirtshals-dreng" Kaj Schlie, der ville opføre et højhus med 25 ejerlejligheder i den gamle del af Hirtshals tæt på udsigtspladser og strand.
De omkringliggende naboer - både private og en café - udtrykte bekymring for skyggevirkninger og indbliksgener. Fordebatten kastede næsten 200 høringssvar af sig, heraf 170 imod, og Hjørring Kommunes teknik- og miljøudvalg endte med at sige nej.
Det nej har der efterfølgende været skarpe holdninger til.
Kaj Schlie har helt droppet at bygge på grunden og vurderer, at sandsynligheden for, at andre investorer skræmmes væk, er stor, og en lederskribent på Nordjyske satte nyligt spørgsmålstegn ved, om man i provinsen har råd til at "tage nejhatten på".
Men man kan også vende det hele om og se det som et sundhedstegn, at en forvaltning tør stå fast ved deres langsigtede blik på byen.
For der er da ingen by, der takker nej til en investering af denne størrelse, med mindre man vurderer, at byggeriet simpelthen ikke passer ind i forhold til der, hvor man vil hen med byen.
Det er skønt, at folk som Kaj Schlie ønsker at investere i Hirtshals - hans projekt, der var rammesat til 60 mio. kr., var endda nonprofit, overskud skulle gå til formål i byen.
Men bliver det penge og taknemmelighed, der styrer byudviklingen, er det byen, der taber på sigt.
Og er der noget, byplanlæggere advarer imod lige nu, er det dét.
For byer bliver ikke bedre af, at "der sker noget".
Det, der sker, skal være det rigtige, og de byer, der udvikler sig stærkt i disse år, er byer med klare fortællinger om sig selv og de enkelte bydeles identitet, og som formår at bygge videre på de fortællinger - fremhæve historien og særpræget.
Ligeledes kender vi alle eksemplerne på byområder, hvor tilfældigheder råder, og hvor de ender som hverken fugl eller fisk, men underlige hybrider med moderne byggerier mellem reminiscenser af dansk kulturhistorie.
Der skal noget særligt til for at få det til at gå op i en højere enhed, men det er muligt.
Vil man trække investeringer fra landets store fonde til, vil også de se klare byplaner, der bliver overholdt, og de store fonde kommer ikke til at spille en mindre rolle fremover i udviklingen af vestkysten.
Der må være mulighed for, at Kaj Schlie inviteres på endnu en kop kaffe af Hjørring Kommune og får malet billedet af, hvor man vil hen med byen, og hvor der er store ambitioner.
Det burde ikke være svært at tilføre byen et byggeri, der både løfter den og samtidig er en god investering for Kaj Schlie - han er en af dem, Hirtshals har brug for.
Det er vel også sjovest at give en gave, folk ønsker sig.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.