Lokalpolitik

Byudviklingen i Bjergby nærmere målet

BJERGBY: På generalforsamlingen hos Venstre i Bjergby og Mygdal kunne byrådsmedlem Ove Jacobsen oplyse, at et regionaltillæg om byudvikling i Bjergby snarest kommer på trapperne. Den besked har han fået fra miljøministeren, kunne han oplyse over for de 30 fremmødte, der også kom for at høre om byudviklingen i områderne Korshøjvænget og Sakstrupvej, hvor der er planer om et større boligbyggeri. En repræsentant fra firmaet Niemann & Jensen gennemgik projektet, der tidligere har været omtalt her i avisen. Debatten gav en klar melding om, at der snart skulle til at ske noget med byggemulighederne i Bjergby. Byrådsmedlem Jørgen Lind Thomsen gjorde opmærksom på, at Bjergby og Poulstrup hører til de byområder nær Hjørring, der kan drage fordel af den unikke beliggenhed nær den nye motorvej: - Fra Hjørring vestby kunne det nemt tage 15-20 minutter, før man var på motorvejen. Fra den nye udstykning i Bjergby går der kun to minutter, fastslog Lind Thomsen. Ove Jacobsen kom også ind på det nu nedlagte plejehjem Solhjem: - Der har været stor interesse for at inddrage bygningerne og deres enestående beliggenhed til en egentlig sognegård. Men menighedsrådene har ikke været interesseret, idet de var langt fremme med deres eget projekt for en sognegård, konstaterede Ove Jacobsen, der selv bor i området. Af andet nyt fra mødet kan oplyses, at medlemstallet ligger på 98, overskuddet blev på ca. 4000 kr. og der var valg til Jette Eltved, da Torben Christensen ønskede at trække sig ud af bestyrelsen. Formanden, Hilbert A. Nielsen, indledte sin beretning med at mindes bogtrykker Palle Lind Thomsen, der blev dræbt ved en tragisk bilulykke nær sit hjem i Bjergby den 6. januar. Palle Lind Thomsen var formand for foreningen fra 1996-2000. kørp