Lokalpolitik

Byvåben må vente til kommunen er døbt

VENDSYSSEL:Mange har ventet med spænding på den nye kommunes navn. Også det såkaldte forhandlingsudvalg. Udvalget står for en række praktiske ting omkring sammenlægningen - herunder hvordan det nye byvåben skal se ud. Men der er også mange andre ting, som skal afgøres, fortæller udvalgets tovholder og kommunaldirektør i Sindal Kommune Jens Peter Møller. Brevpapir, logoer og hvilken borgmesterkæde skal den nye kommunekonge have. Alt afhænger dog af navnet. - Vi har været på standby, for navnet skal først på plads, inden vi går i gang med de ting, da de jo skal stemme overens, lyder det fra ham. Jens Peter Møller regner med at inddrage professionelle folk, da arbejdet er stort. - Der er rigtig mange ting i det, og vi er kun lige ved starten af det, forklarer kommunaldirektøren.