EMNER

Byvåben med forskellige udtryk og fællestræk

JAMMERBUGT:De fire nuværende kommuner har hvert deres byvåben, som fik deres udtryk efter kommunalreformen i 1970'erne. De har forskellige farver og grafiske elementer, men fællestræk, hedder det i oplægget til Sammenlægningsudvalget: Byvåbene for Brovst og Fjerritslev har en hane som grafisk element. Hanen sidder på en fransk lilje og er taget fra Han Herreds segl, som går tilbage til 1545 eller 1584. Sidefelterne i Brovsts våbenskjold med muslingeskallerne viser beliggenhed mellem hav og fjord. Fjerritslevs våbenskjold med den røde top er symbol på den opgående sol, en ny dag for kommunen med optimisme og tro på fremtiden. Pandrup har solen og strået, som viser tilknytningen til landbruget. Bølgen symboliserer tilknytningen til havet. Aabybro har sværdet som grafisk element, der står for egnens relation til valmueføreren Skipper Klement, kendt fra Grevens Fejde i 1534-36. De to svaner i forsvarsstilling er symbol på vendelboerne, som er parat til at slå fra sig, hvis de føler sig gået for nær. Men de fire byvåben eller våbenskjolde har Jammerbugten til fælles og fortællingen om de skibbrudne. Historien siger, at når stormen rasede på havet, så søgte skibene ind i Jammerbugten. Men Børglumbispen Stygge Krumpen og områdets beboere sendte heste med lygter under maven ud på stranden. Når besætningen på skibene så lygterne, troede de, det var skibe længere inde i bugten, og at det var sikkert at søge tættere ind på kysten. Når skibene gik på grund, stod de lokale beboere klar til at overfalde søfolkene og plyndre deres skibe. Det medførte selvsagt en hel del jammer, som har navngivet bugten.-tin