Byvåben og logo skal kombineres

Jens Sønderup
Vinder-byvåbenet - lavet af Tonny Østergaard fra Strandby - bliver ikke i sin originale form storkommunens byvåben.
Lokalpolitik 20. september 2006 06:00

VESTHIMMERLAND: Der var våben-debat på seneste møde i Vesthimmerland Kommunes sammenlægningsudvalg. Her var spørgsmålet om byvåben nemlig endnu en gang oppe at vende, men da valget af byvåben for den ny storkommune også er forbundet med valg af logo for kommunen, endte sagen med at blive sendt til kommunens grafiske eksperter, kommunikationsbureauet Par no. 1. Baggrunden herfor er, at flertallet af lokalpolitikerne ønsker, at byvåbenet er i samklang rent stilmæssigt med logoet for kommunen - et logo der skal bruges på alt kommunalt materiale fra brevpapir til skiltning. Det mener flertallet ikke er tilfældet for det forslag til byvåben, som vandt kommunens konkurrence herom. Samtidig kunne vinder-byvåbenet ifølge statens heraldiske konsulent Niels Bartholdy heller ikke godkendes i den foreliggende form, så derfor havde økonomiudvalget indstillet, at Par no. 1 får til opgave at komme med forslag til både byvåben og logo. Det kunne det store flertal følge. Kun Henrik Degn, Aars (K) var imod. Han slog til lyd for, at konkurrencens vinder-byvåben bruges som byvåben for Vesthimmerlands Kommune.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...