C-Max parkerer selv

Fords populære familiebil nu udstyret med parkeringsassistent.

Jens Sønderup
Ejerne af den nye Ford C-Max kan slappe afog lade automatikkens 10 sensorer klare parkeringen.
Biler 1. august 2010 06:00

Ejerne af den nye Ford C-Max, som forventes til Danmark sidst på året, får det parkeringsmæssigt lettere. De kan i bogstaveligste forstand læne sig tilbage og lade Fords nye, automatiske parkeringssystem, kaldet Ford Active Park Assist, klare ærterne. Systemet scanner ikke blot begge vejsider for egnede parkeringspladser, mens C-Max’en er i fart, det styrer også bilen ind på pladser, som mindre øvede bilister ellers ville opgive. Når systemet er aktiveret, og pladsen fundet, overtager automatikken og styrer bilen på plads, hurtigt og sikkert - og med en pladsmargin på under en halv meter i begge ender. Systemet reagerer på impulser fra i alt 10 sensorer, som er placeret på C-Max’ens sider og kofangere. Side-sensorerne scanner konstant for plads i vejsiderne - med en fart på op til 30 km/t - og når systemet registrerer en egnet plads, aktiveres en alarm, ligesom føreren får visuel besked via et display i instrumentpanelet.  Sensorerne scanner passivt, selvom parkeringssystemet ikke er slået til. Det betyder, at føreren kan aktivere systemet, når bilen har passeret forbi en mulig plads. Bilens parkeringsassistent har allerede godkendt pladsen, og dermed er det muligt at foretage en automatisk styret parkering, så at sige med tilbagevirkende kraft. Med 10 km/timen Når Fords parkeringssystem har fundet en egnet plads, bliver føreren instrueret via instrumentpanelet. Føreren har kontrol over speeder og bremse og vælger selv bak- eller fremadgående gear, mens systemet overtager styringen af bilen. Parkeringsmanøvren kan foretages med en fart af op til 10 km/t.  De almindelige parkerings-sensorerer hjælper føreren med at bestemme afstanden til de andre parkerede biler og dermed også, hvornår der skal trædes på bremsen.  Ford Active Park Assist er designet til at håndtere en lang række forskellige parkerings-scenarier for at afspejle virkeligheden i en storby. Normalt vil systemet føre bilen ind på en plads, så den holder parallelt med kantstenen, men hvis bilerne omkring er parkeret på en anden måde - for eksempel oppe på kantstenen - vil systemet automatisk indrette sig efter de øvrige parkerede biler. Det gælder også, selvom der ikke er en kantsten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...