Caféen, der ikke er en café

Café Chris har ingen café-konkurrence i området. Udvalget af mad er småt, mens det våde udvalg er stort

Café Café Chris # # # # # En af de dejlige ting ved at gå på café er den følelse at åbne døren. Man kommer ind i en verden af hygge, varme og nydelse; et lille fristed for hverdagen. Men da vi slog dørene op til Café Chris en fredag middag, strømmede café-stemningen os ikke i møde. Vi fandt et sted, hvor bordene stod tomme. Det samme gjorde bordfodboldbordet, mens et par spilleautomater var optaget af et gråhåret par. Det, vi fandt, var et sted, som ventede på aftenen og nattens komme; holdt vejret til den første body-tequila blev skyllet ned og det første scoringsforsøg afvist. Efterhånden som tiden gik, kom der flere mennesker til. Det var især unge, som samledes i baren, hvor de drak alkohol og råbte, at nu var det endelig weekend. Mistanken om, at vi i virkeligheden er på en form for gå-i-byen sted, blev bekræftet af farverige skilte, der reklamerer med diverse shots. Men som forsøgspersoner i at teste caféer som caféer, lod vi blikket glide videre til menukortet. Desværre er her mere tale om "kort menu" end et menukort, og der er kun få ting at vælge imellem Til gengæld var der nogenlunde, hvad en café skal have. Sandwich, en enkel burger, stjerneskud, en lakseret, pitabrød samt flere retter, som dog er "mad ud af huset". Men at vi ikke kunne få den traditionelle cafésandwich, club sandwich, gør, at man næppe kan kalde Chris for en café. Maden, vi bestilte, var jævn. En sandwich med kylling og bacon og en burger. Til burgeren var der pommes frites. Der var rigeligt af dem, og det var umuligt at spise op. Til gengæld er prisen i top, fordi den er lav. Og portionerne var store nok til at fylde en mave ud. Desuden kostede specialøl og en halv liter sodavand 25 kroner, og det varmede et hjerte at se, at øludvalget bød på overraskelser, en habil ølkender ikke har set. Øl som Nat-expressen og Lapin Kulta. Med mad-udvalget må konklusionen derfor være, at man får mængdemæssigt meget for pengene, men kvaliteten var under det, vi havde forventet. Det er i sig selv paradoksalt, at en café ikke er en café. I hvert tilfælde er det mest af alt et sted for nattens folk, og derfor kan bedømmelsen af stedet ikke kaste mere end to café latte glas af sig. Vores menu Burger med pommes frites, sandwich med kylling og bacon med pommes frites. To store sodavand, en Lapin Kulta og en Nat-expressen. Til slut en kop kakao og en café latte. I alt blev regningen på 249 kr. Café Chris Algade 36 9700 Brønderslev