EMNER

Café Gekko vil på torvet

Indehaveren af Café & Restaurant Gekko overvejer at flytte til den modsatte ende af J.P. Jacobsen Center, hvor PhotoCare i dag har til huse. Det betyder restaurant i to etager og mulighed for udeservering på Store Torv

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

På centertorvet i J.P. Jacobsen Center vil der blive mulighed for en kop kaffe og en sandwich eller kage.

Placeringen af J.P. Jacobsen Centrets café og restaurant har aldrig været den bedste. Men det bliver der måske lavet om på til foråret. Indehaveren af Café & Restaurant Gekko, Morten Nedergaard Andersen, er i hvert fald lige nu inde i kraftige overvejelser om at flytte Gekko til det lejemål ud mod Store Torv, som bliver ledigt, når PhotoCare rykker ud af centret. Det vil betyde både bedre plads og en bedre beliggenhed - med udsigt fra restauranten over Store Torv og kirken, museet og Det Gamle Rådhus. Men ikke mindst vil cafeen og restauranten åbne sig op mod publikum både inde i centret, hvor der bliver plads til torveservering, og ude på Store Torv. I sine planer opererer Morten Nedergaard Andersen med tre forskellige koncepter. Ud mod centertorvet en bistro med selvbetjening. I stueetagen - og i sommerhalvåret på Store Torv - skal der være caféstemning, med mulighed for tallerkenservering af mindre retter. Og så, inden for på første sal, restauranten, hvis ry indehaveren har ambitioner om at slå fast som byens førende spisested.