Café har indrettet rum til rygerne

EMNER 9. december 2007 05:00

BRØNDERSLEV: På den ny café ved navn: catch (det tidligere Café Chris) har man valgt at indrette et decideret rygerum. Caféen er langt over de 40 kvadratmeter, men Nico Idskov, der står for den daglige drift, ville gerne give rygerne mulighed for at ryge inden døre. - Vi er så vidt jeg ved de første i Brønderslev, der har lavet et decideret rygerum. Vi har lavet det med god udluftning, det ligger i tilknytning til caféen og folk kan tage drinks med derind, fortæller han. Gæsterne har taget godt imod det, enkelte har brokket sig, men generelt er der ros til rygerummet. - Det er blevet taget enormt godt imod. Rygerne er meget glade for ikke at skulle stå ude i regnen. Vi får også ros fra ikke-rygere, der er glade for det gode indeklima, og det er der faktisk også nogle af rygerne, der er glade for, fortæller Nico Idskov. Investeringen var ikke så stor, da en garderobe blev sløjfet og brugt til formålet, og ventilationen kunne køre på det eksisterende system. Selv har han det lidt ambivalent med rygeloven. - Som ikke-ryger synes jeg, det er dejligt at kunne sidde på en café uden røg. Men jeg synes, det er forkert, at det er tvunget. Og det er endnu mere forkert at man laver en lov, som ikke håndhæves. Det er da lidt træls at se, at andre ikke overholder loven og får flere kunder på den måde, siger Nico Idskov, der vurderer, at der nok er nogen kunder, der undgår caféen og går videre til et sted, hvor man kan ryge overalt. - Men hvis man slet ikke måtte ryge her, ville vi miste mange kunder, tilføjer han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...