Cafeteria på Statoil lukker efter 40 år

Lastbilchauffører har ikke tid til pauser, og de daglige kunder bliver også færre

Fjerritslev 6. september 2006 06:00

ÅLBORGVEJ: Siden 1967 har der været cafeteria ved tankstationen på Ålborgvej øst for Fjerritslev, men nu er den epoke snart slut. Efter otte år som ejere lukker lukker Anne Bech Jensen og hendes mand Poul Erik Jensen 1. oktober spisestedet, men fortsætter med at have tankstation og kiosk. - Der bliver færre og færre kunder i cafeteriet. Last-bilchauffører har ikke tid til pauser, de faste spisegæster bliver der også færre af. Det er også taget af med mad ud af huset, som vi ellers har haft en del af, forklarer Anne Bech Jensen. - Samtidig er køkkenet utidssvarende, og det vil kræve en dyr renovering, hvis vi skal fortsætte. - Poul Eriks vognmandsforretning tager også tid, så det ene med det andet gør, at vi nu stopper. Hvad lokalerne skal bruges til i fremtiden, har vi ikke afgjort. Det tænker vi lidt over, også om vi skal udvide sortimentet i kiosken, tilføjer hun. Statoils cafeteria er også blevet en del brugt som mødested for det lokale foreningsliv, men nu må vandværker, beboerforeninger og andre finde et nyt samlingssted.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...