Tyverier

Cafeteriaejer pågreb tyv

FREDERIKSHAVN:En cafeteriaejer anholdt lørdag en indbrudstyv i sin forretning. Ejeren af cafeteriet i Rimmensgade bor i lejligheden oven over virksomheden. Han hørte det pusle nedenunder tidligt om morgen. Han gik ned og fik øje på to mænd. De forsøgte at tage flugten, men det lykkedes cafeteriaejeren at fastholde den ene til politiet ankom. Den anden slap væk. En ransagning på den anholdtes bopæl bragte flere tyvekoster for dagen. SÆBY: Tyve har i weekenden stjålet et mindre flyttelæs fra Hotel Viking. Der er blandt andet fjernet PH-lamper og stole. FREDERIKSHAVN: Politiet måtte natten til lørdag rykke ud for at stoppe et slagsmål ud for Papas i Søndergade. Anmeldelsen lød på, at fem personer var oppe at slås. Da politiet nåede frem, var kamphanerne stadig på valpladsen, men striden bilagt. FREDERIKSHAVN: En mand kom fredag på sygehuset efter fald gennem et tag og et loft på et hus i Arenfeldtsgade. Politiet kan ikke oplyse om manden kom alvorligt til skade. Arbejdstilsynet er underrettet om uheldet. FREDERIKSHAVN: En udenlandsk gæst på Buddy Holly endte søndag morgen i detentionen. Manden ville ikke følge personalets henstillinger, og til sidst blev politiet tilkaldt.