Udland

Öcalan: Kurdere skal droppe den væbnede kamp

PKK-lederen, som har siddet fængslet i 15 år, vil have de kurdiske oprørere i Tyrkiet til at lægge våbnene.

Den fængslede leder af det kurdiske parti PKK beder de militante kurdere i Tyrkiet om at tage en "historisk" beslutning om nedlægge våbnene.

Beskeden fra Abdullah Öcalan, som har siddet fængslet på en ø i Marmarahavet siden 1999, blev læst op af Sirri Sureyya Önder, et medlem af det prokurdiske HFP-parti, på tyrkisk tv lørdag.

- Jeg inviterer PKK til at deltage i en ekstraordinær kongres i forårsmånederne for at tage den strategiske og historiske beslutning om at opgive den væbnede kamp, lød det fra Önder på vegne af Öcalan.

PKK er Det Kurdiske Arbejderparti, som Öcalan er leder for. PKK har i en årrække stået på EU's terrorliste.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, hilser opfodringen fra Öcalan velkommen, men han minder om, at de kurdiske oprørere tidligere ikke har kunnet honorere deres løfter.

- Jeg håber, at de vil stå ved disse erklæringer, siger han.

EU hilser også opfodringen til de kurdiske oprørere velkommen og lover europæisk støtte til processen.

- Vi håber, at alle parter vil gribe chancen og tage vigtige skridt mod forsoning og demokratisering, hedder det.

I 2012 indledte den tyrkiske regering en dialog med Öcalan for at få sat en stopper for den mangeårige konflikt med kurderne. Den kurdiske leder blev fanget i Kenya i 1999 og har siddet fængslet lige siden.

Kampen mellem PKK og den tyrkiske hær har kostet flere end 40.000 mennesker livet, de fleste kurdere, siden 1984.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.