Politik

Californien genindfører Trumps skrottede lov om netadgang

Trump-administrationen har allerede sagsøgt Californien for at genindføre lov om netneutralitet.

Aktivister i forbindelse med en høring i december sidste år, hvor loven om netneutralitet blev afskaffet hos USA's Federal Communications Commission (FCC). Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Aktivister i forbindelse med en høring i december sidste år, hvor loven om netneutralitet blev afskaffet hos USA's Federal Communications Commission (FCC). Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Guvernøren i den amerikanske delstat Californien, Jerry Brown, har natten til mandag dansk tid sat sin underskrift på et lovforslag om netneutralitet.

Netneutralitet betyder, at internetudbydere skal behandle al trafik på nettet ens. De må altså ikke sænke hastigheden på én hjemmeside og øge hastigheden på en anden.

I 2017 ophævede USA's Federal Communications Commission (FCC) loven om netneutralitet. Beslutningen fik stor kritik fra flere sider.

Og nu har Californien som den første amerikanske stat altså indført sin egen lov om netneutralitet.

Loven blev afskaffet nationalt i december under ledelse af USA's præsident, Donald Trump. Og Trump-administrationen har reageret prompte på det vedtagede lovforslag i Californien.

Justitsministeriet vil således sagsøge Californien, skriver Washington Post.

- Endnu en gang har Californien indført en ekstrem og ulovlig lov i staten, der har til formål at spolere føderal politik, siger den amerikanske justitsminister, Jeff Sessions, i en udtalelse.

Californien, der er den amerikanske stat med flest indbyggere, er også tidligere gået sine egne veje for at modsætte sig Trumps dagsorden.

Internetudbydere har også kritiseret Californiens beslutning. De mener, at det vil føre til dyrere internet- og telefonregninger og forhindre investeringer i hurtigere internet.

De siger samtidig, at det er urealistisk at håndtere internetregler, der varierer fra stat til stat.

Tilhængere af netneutralitet frygter, at internetudbydere skaber hurtig adgang til udvalgte hjemmesider og langsom adgang til andre, hvis der ikke er en lov om netneutralitet.

De håber samtidig, at Californiens beslutning kan inspirere andre til at følge trop.

/ritzau/AP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst