Californiske drenge spiller i Gudumholm

GUDUMHOLM:Idrætsugen i Gudumholm har i øjeblikket besøg fra USA. Gæsterne er et drengehold, 16 spillere og fem ledere fra den californiske klub Carlsbad Lightning Soccer. I går prøvede det amerikanske mandskab deres evner af mod et udvalgt drengehold fra de fodboldspillende klubber i Sejlflod Kommune - og gør det igen i eftermiddag på Gudumholms stadion. Dermed fastholder Gudumholm IF sit samarbejde med sportsrejseorganisationen Euro-Sportring, der i øvrigt har Jydsk Boldspil-Unions nordjyske kasserer, Thomas Jensen fra Storvorde, som jysk kontaktmand. Han betegner det amerikanske drengehold som "middelstærk" og oplyser, at de efter kampene i Gudumholm drager videre til Gotha Cup i Gøteborg. Omkring idrætsugens udenlandske islæt har Thomas Jensen samarbejdet med en god ven, den amerikaniserede hollænder Loek van Ziejl. Under opholdet i Gudumholm er de californiske drenge indkvarteret privat, og den del af arrangementet har Torben Olsen som sædvanlig arbejdet ihærdigt med. Blandt flere programpunkter har Olesen tilrettelagt et besøg i Lille Vildmose og en tur omkring superligaklubben AaB's anlæg i Øster Uttrup. brula