EMNER

Callcentre kan være en forretning i sig selv

En total opgørelse over antallet af callcenter-job i Nordjylland findes ikke, men alene vikarbureauet Adecco har udstationeret 250 nordjyder i callcentre. Desuden vurderer Adecco, at landsdelen er hjemsted for 50 callcentre af en vis størrelse (= fem ansatte og derover), hvortil kommer et hav af firmaer med mindre callcenter-afdelinger. Mange eksportvirksomheder betjener deres kunder i udlandet fra callcenter her i landet bemandet med folk, der taler de relevante sprog. Et eksempel er kontorstolsproducenten RBM i Fjerritslev, der har ansat norsk- og svensktalende medarbejdere i hjembyen til at yde deres kunder i Norge og Sverige telefonservice. Gevinsten er naturligvis, at man sparer omkostninger til fullservice salgsselskaber i de respektive lande. En anden model er de brugerneutrale callcentre, som betjener flere virksomheder med kundeservice over telefonen. Det største af den art, Tele Danmark Call Center Europe blev i sin tid oprettet for at servicere tyske postordrevarehuses danske kunder og ligger i Sønderborg. Et callcenter af samme karakter har flere gange været forsøgt etableret i Nordjylland, blandt andet i Frederikshavn, uden at det endnu er lykkedes.