Cambodjas regeringsparti hævder at have vundet stort

Det eneste parti, der var stort nok til at kunne udfordre regeringspartiet CPP, blev opløst sidste år.

Den 65-årige Hun Sen ser ud til at kunne sikre sig yderligere en periode på fem år som premierminister i Cambodja. Foto: Manan Vatsyayana/Ritzau Scanpix

Den 65-årige Hun Sen ser ud til at kunne sikre sig yderligere en periode på fem år som premierminister i Cambodja. Foto: Manan Vatsyayana/Ritzau Scanpix

Cambodjas regeringsparti oplyser tidligt mandag morgen, at det har vundet en jordskredssejr ved søndagens parlamentsvalg.

Det var ventet, at Cambodjas Folkeparti (CPP) ville vinde stort, eftersom der ingen reel udfordrer var til landets mangeårige premierminister, Hun Sen.

Allerede søndag aften oplyste en talsmand for CPP, at partiet forventede at vinde flere end 100 pladser i parlamentet, som har 125 pladser.

- CPP vil vinde mere end 80 procent af stemmerne.

- Dette er en stor sejr for os, sagde talsmand Sok Eysan.

Mandag morgen opjusterer Sok Eysan sin forventning. Han siger, at CPP tilsyneladende vinder alle parlamentets 125 sæder. Det baserer han på tidlige resultater, siger han. Et endeligt resultat offentliggøres 15. august.

Den 65-årige Hun Sen, der har fået kritik for at slå hårdt ned på oppositionen og lukke kritiske medier, ser dermed ud til at kunne sikre sig yderligere en periode på fem år.

Det eneste oppositionsparti, der var stort nok til at kunne udfordre Hun Sen og hans folkeparti, blev opløst af landets højesteret sidste år.

Oppositionslederen fra det opløste parti, Cambodjansk Nationalt Redningsparti (CNRP), Sam Rainsy, havde fra sit eksil i Frankrig opfordret sine støtter til at boykotte valget.

Menneskeretsgrupper i både ind- og udland og en række vestlige regeringer havde på forhånd konkluderet, at valget ikke ville blive hverken frit eller fair. Især fordi CNRP var udelukket fra at deltage.

Hun Sen, der var kommandør i de berygtede Røde Khmerer i 1970'erne, har siddet tungt på magten i Cambodja i 33 år. Det gør ham til verdens længstsiddende premierminister.

Da han for tre år siden markerede sine 30 år ved magten, kritiserede Human Rights Watch ham for at benytte "politisk vold, undertrykkelse og korruption for at blive ved magten".

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.