EMNER

Cameron: Afghansk exit mulig fra 2011

Konsekvenser for danske styrker, hvis briterne trækker sig ud

KABUL:Storbritanniens udmelding om, at landet kan være på vej ud af Afghanistan allerede fra næste år, kan få konsekvenser for den danske tilstedeværelse i landet. - Jeg har svært ved at forestille mig, at vi ville blive, hvis briterne trak sig tilbage, siger militæranalytiker Henrik Jedig Jørgensen fra Center for Militære Studier. Den britiske premierminister David Cameron, der tirsdag besøgte de britiske styrker i Afghanistan, udtrykker håb om, at de første soldater kan forlade Afghanistan i 2011. Cameron siger, at han er "forsigtig optimist" efter at have fulgt de fremskridt, der er sket på slagmarken. - 2010 var uden tvivl et år, hvor vi gjorde reelle fremskridt. 2011 skal blive det år, hvor de fremskridt fastholdes, sagde han på en fælles pressekonference med den afghanske præsident, Hamid Karzai. Storbritannien har størstedelen af sine soldater i den urolige Helmand-provins, hvor de arbejder tæt sammen med de danske soldater. - Jeg har tidligere hørt politikerne sige, at det er vanskeligt at forestille sig, at Danmark skulle være i Afghanistan, hvis man så en massiv britisk tilbagetrækning, siger Henrik Jedig Jørgensen. - Det vil være et politisk valg. Det kan godt rent militært lade sig gøre, men det vil være forbundet med meget besvær, tilføjer han. Henrik Jedig Jørgensen peger også på, at samarbejdet mellem danske og britiske styrker er "indarbejdet gennem en lang og smertefuld erfaringsindhentning i Helmand" og kan tage tid at etablere med andre. Løkke tøver med at samtykke Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tøvede på sit ugentlige pressemøde tirsdag med at følge sin britiske kollega. - Det må afhænge af forholdene på jorden. Om der så er basis for allerede i 2011 at starte tilbagetrækningen fra Helmand, er det for tidligt at sige noget om, siger statsministeren. Militære topfolk har tidligere sået tvivl om, hvorvidt man vil kunne nå målet om at uddanne 306.000 afghanske soldater og politifolk inden oktober 2011, så de kan overtage ansvaret for sikkerheden. Men tirsdag tegnede Cameron et positivt billede af fremskridtene i blandt andet Helmand-provinsen, der er en af Talibans højborge. - Der er flere markeder åbne, flere børn der går i skole, og lokale styrer viser legitim regeringsførelse, mens lokalbefolkningen vender ryggen til Talibans brutale skyggeregime, siger Cameron ifølge nyhedsbureauet Reuters. - Selvfølgelig skal vi ikke være alt for selvtilfredse, for det er stadig skrøbelige fremskridt. Men jeg er forsigtig optimist, siger premierministeren. På Nato-topmødet i Lissabon i sidste måned fastlagde medlemslandene en tidsplan for en tilbagetrækning fra Afghanistan efter ni års krig. Inden udgangen af 2014 skal afghanerne selv have styringen i hele landet, og allerede fra begyndelsen af 2011 skal ansvaret gradvist overdrages til den afghanske hær og til de afghanske politistyrker. Også Lars Løkke Rasmussen har tidligere sagt, at der ikke skal være danske kamptropper i Afghanistan efter 2014. - Briterne forbereder sig, ligesom vi gør, på, at man i større grad skal give ansvaret fra sig, og at afghanerne selv skal overtage det, siger Henrik Jedig Jørgensen.