Udland

Cameron: Theresa May bliver premierminister onsdag

Den britiske premierminister, David Cameron, går af på onsdag og lader Theresa May overtage posten samme dag.

BRITAIN-EU-POLITICS-CAMERON-MAY Foto: Scanpix/Chris J Ratcliffe

BRITAIN-EU-POLITICS-CAMERON-MAY Foto: Scanpix/Chris J Ratcliffe

Den britiske indenrigsminister, Theresa May, overtager posten som britisk premierminister senest onsdag aften.

Det siger den afgående premierminister, David Cameron, på et kort pressemøde uden for premierministerboligen i Downing Street 10.

- Der vil være en ny premierminister i den bygning bag mig inden onsdag aften, siger Cameron.

Han understreger, at han er glad for, at kampen om formandsposten i Det Konservative Parti har fået en hurtig afslutning.

- Jeg glæder mig over, at Theresa May bliver den næste premierminister. Hun er stærk, hun er kompetent, og hun er fuldt ud i stand til at yde det lederskab, vores land har brug for i de kommende år. Hun har min fulde støtte, siger han.

Tidligere mandag meddelte Mays eneste modkandidat, Andrea Leadsom, at hun trækker sig fra kampen om formandsposten i Det Konservative Parti.

Dermed trak Leadsom også sit kandidatur til premierministerposten.

Cameron tilføjer, at han tirsdag vil lede sit sidste regeringsmøde, inden han onsdag er i Underhuset til spørgetime og derpå kører til Buckingham Palace, hvor han formelt indgiver sin afskedsbegæring til dronning Elizabeth II.

Premierministeren meddelte sin afgang efter den britiske EU-afstemning 23. juni, hvor et flertal af de britiske vælgere stemte for at forlade EU.

Theresa May er en af de mange fremtrædende politikere, der vil foretrække, at Storbritannien bliver i EU. Men hun gentog mandag, at hun vil følge folkeafstemningens krav om et britisk exit fra EU.

- Brexit betyder brexit, sagde hun.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.