Udland

Cameron: Vi har mistet en stor leder og en stor brite

Både premierminister David Cameron og dronning Elizabeth udtrykker bedrøvelse over Margaret Thatchers død.

Cameron: Vi har mistet en stor leder og en stor brite

Den britiske premierminister, David Cameron, siger, at det er med stor sorg, at han hørt om Margaret Thatchers død.

- Vi har mistet en stor leder, en stor premierminister og en stor brite, siger Cameron om sin forgænger som leder af Storbritanniens konservative parti.

- Hun vil blive husket for den kendsgerning, at hun tjente sit land så godt, og for at hun reddede vort land og udviste et enormt mod ved at gøre det. Folk vil høre om det i årtier fremover - formentlig i århundreder, siger Cameron.

Dronning Elizabeth udtrykker også bedrøvelse over Thatchers død og har sendt et privat kondolencebrev til familien, oplyser Buckingham Palace.

Cameron afbrød en rundrejse til flere europæiske lande, da meddelelsen om Thatchers død nåede ham, siger en talsmand for Downing Street 10 i London.

- Ja, han afbryder sin rundrejse. Han vender tilbage til London fra Madrid og ventes tilbage senere mandag, siger talsmanden om Cameron, der er på rundrejse for at tale om EU-reformer med europæiske ledere.

I Spanien havde Cameron møder med Spaniens premierminister, Mariano Rajoy. Han skulle have været videre til Paris for at mødes med præsident François Hollande.

Downing Street oplyser, at Thatcher vil få "en ceremoniel begravelse" med militære æresbevisninger, men hun vil ikke få en statsbegravelse.

- Downing Street kan meddele, at dronningen har indvilliget i, at Lady Thatcher vil få en militær begravelse med militære æresbevisninger. Den vil finde sted i Saint Paul's Cathedral, siger Camerons kontor.

Margaret Thatcher blev valgt som Storbritanniens første kvindelige premierminister i 1979. Hun var beundret og respekteret både blandt briter og i udlandet.

I hjemlandet huskes hun i særlig grad for sin benhårde økonomiske politik, hvor privatisering og kampen mod inflationen var nøgleordet i hendes politik.

En af hendes største politiske udfordringer var minearbejderstrejken i 1984-85.

Ingen ikke-kongelig person har fået en statsbegravelse i Storbritannien siden Winston Churchills begravelse i 1965, og det bliver altså heller ikke tilfældet for Margaret Thatcher.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.