Camerounianer banker på hos AaB
Christian Bassogog er på superligaklubbens radar, men en skade kan spænde ben

Christian Bassogog skulle imponere AaB-ledelsen med sin indsats i reserveligakampen mod AGF, men han endte med at blive skiftet tidligt ud på grund af en ankelskade. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
AALBORG:Kantspilleren Christian Bassogog spillede kun 27 minutter af AaB's reserveholdskamp mod AGF tirsdag, men han nåede alligevel at vise flere prøver på sin hurtighed og gode teknik.
Et slag over anklen tvang den unge spiller fra Cameroun til at udgå, og dermed fik superligaklubben ikke set så meget af ham, som de havde ønsket.
Efter planen rejser kantspilleren på fredag tilbage til USA, hvor han i foråret fik kontrakt med Wilmington Hammerheads på tredjehøjeste liganiveau. Med mindre AaB inden da beslutter sig for at slå til.
- Han har nogle færdigheder og noget x-faktor, som er svært at finde hos danske spillere. Det spiller dog også ind i vores overvejelser, hvordan han vil fungere i et kollektiv - ligesom han har nogle sproglige udfordringer, fordi han stort set kun taler fransk, siger sportdirektør Allan Gaarde.
Det er dog tydeligt, at Christian Bassogog har sat nogle overvejelser i gang.
- Hvor det hele ender henne, kan jeg ikke sige endnu. Vi havde håbet at se ham noget mere i den her kamp, så nu skal vi lige vurdere på tingene i de kommende dage, siger Gaarde.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.