Turisme

Camp, gud og gode gerninger

For 25. år i træk bliver der holdt bibelcamp i Gatten

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Arrangørerne turde ikke overlade alt til Herren og havde derfor sat ekstra skilte op til at lede vejen. Foto: Claus Søndberg

GATTEN:I år er det 25 år siden Poul Thomsen startede bibelcampen i Gatten sammen med sin kone Elsie. Det startede på privatbasis, men Sarons Slette"s Missions- og Nødhjælpscenter, hvor campen bliver holdt, er nu ejet af et missionsselskab. Gennem hele denne uge har der været omkring 100 fastliggende campister, som har hørt taler, bedt til vor herre og dyrket det sociale samvær med andre troende. Men hvad skal det hele til for? - I mine øjne er der mere vold og flere tabere i dag, end i min ungdom, og det mener jeg hænger sammen med, at vi ikke ved hvem vi er. Hele vores kultur er bygget på et kristent fundament, og jeg er ked af at se det fundament smuldre, siger den 68-årige Poul Thomsen og fortsætter: - Vi vil gerne trække i den anden retning, og det håber jeg blandt andet at campen bidrager med. Udover at campen ifølge Poul Thomsen hjælper deltagerne med at finde deres kristne rødder, så hjælper missionsselskabet mennesker i hele verden med at overleve. - Vi bringer 200 tons nødhjælp ud til hele verden om året, og specifikt ved dette års camp har vi samlet ind til opførslen af en skole i Burundi. Den koster cirka 350.000 kroner, som vi har samlet ind til blandt campens deltagere. I alt har vi samlet 150.000 kroner ind i løbet af ugen, så vi nu er oppe på 300.000 kroner i alt. fortæller Poul Thomsen. Folketingsformand talte Bibelcampen startede i lørdags og slutter i morgen. Undervejs har der været et væld af talere. Blandt andet biskoppen i Burundi, Charles Nduwumukama, Grundlæggeren af Europamission, pastor H.K. Neerskov, og folketingets formand Christian Mejdahl har også lagt vejen forbi. Ifølge Poul Thomsen er der hvert år nogle, der bliver omvendt på campen. - Hvert år er der da nogen, der bliver frelst, og så hjælper vi dem med det, men de fleste er allerede meget stærke i troen, når de kommer her, siger Poul Thomsen. Efter 25 år med bibelcamp leder Poul Thomsen og kone efter et par, der kan overtage ansvaret for campen efter dem. - Vi løber ikke så stærkt, som vi har gjort, så vi vil gerne finde nogle afløsere, slutter Poul Thomsen, som holder bibelcampens sidste tale lørdag aften.