Camping er slet ikke død som ferieform

Nordjysk formidler af campingophold oplever markant fremgang

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Trods mange forestillinger om det modsatte lever camping som ferieform i bedste velgående. Hos Trojel Turistmarketing i Aabybro står man nu på niende år som dansk agent for det hollandske firma Sunnycamp Holidays, der formidler campingophold i det meste af Europa, og der har været fremgang hvert eneste år, ikke mindst på det seneste. - Fra 2010 til 2011 har vi simpelthen fordoblet antallet af bookninger, så vi nu er oppe på en omsætning på fire millioner kroner årligt, oplyser direktør Merete Trojel fra firmaet. Tina Petersen, der står for salg- og marketing i firmaet, tilføjer, at Sunnycamp formidler ophold på 294 campingpladser i 16 lande, og at Italien sidste år vendte tilbage som det mest populære land at campere i: - Knap 39 procent af vores kunder bookede ophold i Italien sidste år, mens det gjaldt 21 procent i Kroatien, som ellers lå nummer ét i 2010. Ungarn kommer ind på en tredjeplads. De færreste bor i telt Ifølge Tina Petersen er det efterhånden et mindretal, der bor i telt, når de drager på camping: - Vi kan konstatere, at 43 procent af vores gæster bor i mobilhomes eller SunLodges, som for eksempel kan være en særlig luksuriøs blanding af telt og hytte, mens 49 procent bor i egen campingvogn eller eget telt. Resten bor typisk i bungalow, lejlighed eller hytte. Med andre ord er der ikke noget, der typer på, at camping er død som ferieform. - Nej, tværtimod. Når det gælder børnefamilier, tænkte man tidligere altid på feriecentre, og den tid er vel ikke ligefrem ovre, men camping er helt klart det foretrukne i dag, nævner Merete Trojel. Derfor er der ifølge Tina Petersen også rift om de gode pladser, især i højsæsonen: - Vores kunder booker op til et helt år, før de skal af sted, og nogle booker næste års ophold allerede, mens de er på campingpladsen. Mange af vores kunder er da også gengangere. Stiller store krav Merete Trojel nævner, at kunderne stiller store krav til en campingplads nu om dage, og at det er opfyldelsen af disse krav, der har gjort Sunnycamp store: - De er gode til at forny sig og har fået mange campingpladser med sig, men de stiller også store krav til dem, så der både er legepladser, swimmingpools, tennisbaner og alt muligt andet på pladserne. Hvis man vil være med blandt de bedste, så er man simpelthen nødt til at forny sig hvert eneste år. Kundernes ønsker om høj kvalitet ses også på den måde, at det efterhånden slet ikke er alle, der selv kører den lange vej til Sydeuropa for at bo på campingplads: - Nej, der er faktisk også mange familier, der flyver derned, og så lejer de en bil på destinationen. Tiden er jo knap, så det der med at bruge tre-fire dage på at køre derned er ikke så aktuelt, som det var engang, siger Merete Trojel.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden