Camping forpagtes

TRANUM:I fredags var sidste frist på at byde ind på forpagtningen af Tranum Klit Camping, som Skov- og Naturstyrelsen har udbudt. Ved fristens udløb var der kommet fire bud på den trestjernede plads, som er godkendt til 230 enheder. I de sidste 10 år har pladsen været bortforpagtet til Jette Christensen, men den tiårige kontrakt er nu udløbet. Imidlertid tager Jette Christensen gerne tørnen i endnu 10 år, så derfor har også hun afgivet bud og var til stede, da tilbuddene fredag blev åbnet i overværelse af de bydende. Nu skal tilbuddene behandles i Skov- og Naturstyrelsen, som træffer endelig beslutning om den fremtidige forpagter. Ifølge Jette Christensen er der ikke sat dato på afgørelsen. - Men vi håber godt nok på besked inden på lørdag, hvor vi lukker for sæsonen, siger Jette Christensen.