Turisme

Camping i luksus

Kunder kræver mere komfort end nogensinde før hos en af Nordjyllands største campingforhandlere

NIBE:Luksus-soveværelse til de voksne, tre etagers køjesenge til børnene, udendørs lamper, spot i køkkenet med halogenlamper, varmt vand i brusekabinen, fugtfri gulvtæpper, wc med direkte forbindelse til højere magter, lækkert betræk i sofaen, video, dvd, tv og sorround-sound. Gaskomfur med mange blus, let opløfteligt låg, et køleskab, der fryser bedre end de fleste, panorama-taglue og stabilisator. Dagens bud på en af familien Danmarks mest eftertragtede campingvogne, som Nibe Caravan Center sælger stadig flere af. Så mange, at salget inklusiv telte og tilbehør som grill og diverse andre goder sætter omsætningen i vejret, og lige nu forventer Nibe Caravans Peter Outzen ekstra fem milioner kroner omsat i år sammenlignet med 2002, der også var et rekordår. Peter Outzen har et bud på, hvorfor det går så forrygende for Nordjyllands måske største forhandler i campingbranchen. - Terrorangrebet på den skæbnesvangre dato 11. september har gjort nogle bange for at flyve. Frygten for terror efter krigen i Irak og sygdommen Sars ligeså. Men det er ikke hele forklaringen. Renten er lav, det gør det billigt at låne. Og stadig flere, ikke mindst børnefamilier, har fundet ud af, at ferie på camping kan være en friere og sjovere oplevelse end en chartertur sydpå. - Dertil har niveauet på danske campingpladser fået et gevaldigt løft gennem de senere år. Der er masser af faciliteter og aktiviteter mange steder, for det kræver de typisk campinggæster nu om dage, konstaterer Peter Outzen, der ejer Nibe Caravan Center sammen med sin hustru Merete, og har 18 ansatte på fuld tid. Dertil 14 fritids-assistancer. Camping-matadoren er selv helt vild med camping. Drager afsted - nok til Fyn - denne sommer sammen med familien, og så ser han frem til en udvidelse i efteråret af værkstedet, der i øjeblikket har ni ansatte. Det vokser nogenlunde til det dobbelte - til lidt flere end 800 kvadratmeter. - Vi er nok også ved at vokse ud af selve området med udstillinger og salg af campingvogne, men lige nu har jeg svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre at udvide. Vi bor jo lige ved siden af et fredet område.