Campingbranchen på jagt i udlandet

Udenlandske turister skal igen lære at campere i Danmark. Kampagne til tre millioner kroner gøres klar

England 28. september 2002 08:00

Antallet af campingvogne med udenlandske nummerplader har det seneste år været så svingende repræsenteret på landets campingpladser, at branchen nu styrker indsatsen i seks lande. Med et budget på godt tre millioner kroner skruer det samlede campingerhverv charmesmilet på i store campingnationer som Tyskland, Holland, England, Italien, Norge samt Sverige. Det er første gang, at branchen går ud samlet i så mange lande. Markedsføringen sker i samarbejde med Danmarks Turistråd, der har betalt godt én million kroner til projektet. - Vi har tidligere lavet spredte og mindre målrettede kampagner, men forsøger os nu med en velkoordineret indsats. Vi skal have de udenlandske campister tilbage på pladserne, siger Poul Fejer Christiansen, der er direktør i brancheorganisationen Campingrådet. Næst efter feriehusene er camping den vigtigste overnatningsform for turister i Danmark. I 2001 var der 11 millioner overnatninger på danske campingpladser, men i år er udlændingene blevet hjemme. - Flere valgte at blive hjemme i år, men jeg håber, at vi med det nye fremstød fortsat kan notere en vækst på op mod fem procent. Men vi bliver nødt til at gøre noget for, at de udenlandske turister igen strømmer til Danmark, siger Poul Fejer Christiansen. I alt er 513 campingpladser medlem af brancheorganisationen, som i år 2001 omsatte for godt 2,5 milliarder kroner. Indtil august i år havde 200.000 flere danskere end sidste år overnattet på en campingplads, hvilket var en stigning på 3,5 procent, mens det samlede antal overnatninger steg 2,5 procent. Markedsføringskampagnen kommer i Tyskland, Holland og Italien til at bestå af brochurer, annoncer i campingmagasiner samt et campingprogram i hollandsk tv. For at lokke englænderne til Danmark indgår branchen en aftale med DFDS om rabatter på overfarten, mens svenskerne skal lokkes med brorabatter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...