Campingferie er på toppen

Helt fyldt op i Skagen, men stadig plads syd for byen

SKAGEN KOMMUNE: Både Eeg Camping og Grenen Camping i Skagen har de seneste dage meldt alt udsolgt af pladser. Til gengæld er der stadig ledige pladser i den sydlige del af Skagen Kommune, ja, nogle af pladserne taler endda om en lidt sløj første uge i industriferien. Lejrchefen på Grenen Camping var allerede, før industriferien satte ind med strømmen af turister til Skagen, mange gange ude ved vejen for at sætte skiltet med alt optaget på plads, og den sidste uge har det faktisk ikke været nødvendigt at fjerne skiltet fra indkørslen. - Det går strygende, og forsæsonen er også gået som den skal, men sådan er det jo hvert år, og vi har altså også kun plads til 270 enheder, så vi får jo hurtigt fyldt op, siger lejrchef Poul Langhave fra Grenen Camping. Også den anden campingplads tæt på Grenen, Eeg Camping, melder om en rimelig forsæson og alt optaget den seneste uge, og det betyder, at der har været og stadig er cirka 420 campingvogne og telte på pladsen. Til gengæld er meldingen fra FDM Camping i Aalbæk, at der let kan findes plads til flere campinggæster. - Det er noget sløjt, i øjeblikket er der godt halvt fyldt op med gæster, men på baggrund af de seneste dages flotte vejr venter vi flere gæster i løbet af weekenden, siger assistent Christian Lund fra FDM Camping i Aalbæk. Bunken Camping havde cirka 100 ledige pladser ud af godt 700 op til weekenden, og her håber receptionist Chris Andersen, at der bliver fuldt hus i løbet af weekenden. Også administrationsleder Morten Thomsen, Skiveren Camping, kommer med positive meldinger med hensyn til antallet af gæster, selv om der er lidt færre end forventet, vejret taget i betragtning. - Lige nu har vi omkring 550 familier på besøg, så med i alt 670 pladser kan vi stadig byde flere velkommen, men vi har haft en meget flot forsæson og helligdagsferie. Der skal vi mindst fem år tilbage for at finde en lige så god forsæson, siger Morten Thomsen. I foråret var der mange tyske par. Nu er der mange danskere, men når industriferien er overstået om et par uger, bliver tysk igen hovedsproget på Skiveren Camping. Morten Thomsen venter dog ikke at kunne melde om kæmpe fremgange i forhold til sidste år, som man har hørt fra andre steder i landet. - Det svinger faktisk ikke ret meget fra år til år her på pladsen. En meget stor del af vores gæster kommer trofast år efter år. Når andre campingpladser taler om for eksempel 20 procents fremgang, kan vi slet ikke være med. Til gengæld er vi så heller ikke med, når de andre år taler om 20 procents tilbagegang, fastslår Morten Thomsen.