Turisme

Campingplads lukker

Ejeren af pladsen ved Haverslev Havn vil ikke mere efter vådt år

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

DA optimismen var intakt i 2005 var Susanne og Søren Severinsen klar til at udvikle den lille campingplads ved Haverslev Havn. Men især 2007 druknede i regn og oversvømmelse, og indtægten blev kun på 7500 kr., så nu vil de ikke mere. Arkivfoto: Bent Bach

Da Søren Severinsen og hans kone Susanne for tre år siden købte Haverslev Havn Camping af Fjerritslev Kommune, var de fulde af gåpåmod og lyst til at investere i forbedringer, men nu har de sat campingpladsen til salg. Økonomien i pladsen kan ikke hænge sammen, og især ikke oven på en våd sommer som i fjor. - Pladsen var oversvømmet meget af tiden, så vi måtte trække gæsterne fri, og fastliggerne flyttede til Attrup. Der er heller ikke basis for en campingplads både ved Attrup Havn og Haverslev Havn, for der er kun fem kilometer mellem dem, konstaterer Søren Severinsen. - Vi har investeret en halv million i pladsen, men tjente 7500 kr. sidste år. Det hænger jo ikke sammen, og så må det hellere være Attrup, der lever videre. De har købmandsbutik og andre ting. Han har valgt slet ikke at åbne "Fjordglimt" i år, og han tør ikke gætte på, om der nogensinde kommer campister igen på pladsen. - Det er jo en enestående beliggenhed 75 meter fra vandet, så det kan være nogen hellere vil bruge stedet som helårsbolig på en stor grund, som han siger. - Men der er ikke noget til hinder for, at friske kræfter tager over og fortsætter. Søren Severinsen, der for øjeblikket er sygemeldt på grund af dårlig ryg, har sammen med sin kone også et firma på Hannæs, hvor de bor, og det vil de bruge kræfterne på, oplyser han. Før han købte campingpladsen i 2005, blev den drevet af skiftende forpagtere, som også havde svært ved at få økonomi i driften.