Campingplads sælges ikke

Lokalpolitik 22. september 2002 08:00

HADSUND: Kommunen har truffet aftale med en ny forpagter af vandrehjemmet og campingpladsen i Hadsund - i stedet for at sælge pladsen, sådan som det var lagt op til. Det oplyste borgmester Karl Christensen om, da han på byrådsmødet forleden fremlagde det kommunale budgetforslag. Han fortalte, at økonomiudvalget, i forbindelse med en drøftelse af det salg, der var indregnet med en indtægt på 400.000 kroner, kom frem til "at det nok ville være overordentlig klogt alligevel at lade være med at sælge jorden med den beliggenhed". Han fremhævede, at man med den beslutning beholder et servicetilbud til turisterne, og at han var vidende om, at turistforeningen synes, at det er en god beslutning. Den nuværende forpagtningaaftale udløb her i efteråret, og den hidtidige forpagter har efterlyst en afklaring af pladsens fremtid - efter at kommune havde afvist at indgå en forpagtningsaftale med en person, der havde vist interesse for at overtage. Fra kommunal side har holdningen været, at pladsen ville få et øft, hvis den blev solgt til private, men pladsen har ikke været averteret til salg, selv om indtægten var regnet ind i budgettet. Borgmester Karl Christensen bedyrede i spørgetiden efter byrådsmødet, at der ikke havde været tale om en forglemmelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...