Lønstrup

Campingplads til salg

Lønstrup Turistforening kan gå videre med salgsplan

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et halvt hundrede medlemmer var med på den ekstraordinære generalforsamling på Hotel Kirkedal. Foto: Jakob Gammelgaard

LØNSTRUP:Campingpladsen på Møllebakken går en uvis fremtid i møde. Det stod klart efter en ekstraordinær generalforsamling torsdag aften, hvor bestyrelsen for ejeren, Lønstrup Turistforening, fik et klart mandat til at undersøge mulighederne for et salg af campingpladsen. 35-10 lød stemmefordelingen i den følsomme sag, hvor mange argumenter for og imod et salg kom på bordet.

- Men der stemmes kun om en bemyndigelse til at undersøge et salg, understregede ordstyrer, Erik Bo Sørensen.

Nu indhenter turistforeningen købstilbud og forslag til eventuel ændret anvendelse af de 10.000 kvadratmeter, og så skal en ny generalforsamling senere på efteråret afgøre, om turistforeningen skal slå til på et af tilbuddene.

Der mangler penge

Turistforeningen ser gerne, at campingpladsen fortsætter med en ny ejer, men bestyrelsesformand, Henrik Konnerup understregede også nødvendigheden af, at foreningen får penge i en trængt kasse.

- Det handler om der fortsat skal være en turistforening i Lønstrup. Vi tror på, at vi kan stabilisere driften ved at skille os af med campingpladsen, sagde Henrik Konnerup.

Flere efterlyste alternativer, f.eks. et salg af bygningen, hvor turistbureauet har til huse.

- Det vil ikke hjælpe. Så får vi blot lejeudgifter et andet sted. Vi kan heller ikke begynde at sælge nogle af vores vores udlejningshuse, sagde Henrik Konnerup.

- Men hvordan sikrer det her driften fremover. Vi har brug at se nogle planer og budgetter for den fremtidige drift af turistbureauet, sagde tidligere turistchef, Martin Herold.

- Det vil ramme erhvervsdrivende

Det fik også debatten om den skæve fordeling af kommunale tilskud til kommunens turistforeninger til at blusse op. Løkken og Hirtshals Turistforeninger får hver 700.000 kroner i kommunalt tilskud, mens Lønstrup må nøjes med 200.000 kroner. Det er et levn fra dengang Lønstrup Turistforening tjente fedt på sommerhusudlejning. Men beholdningen af sommerhuse er skrumpet og konkurrencen er blevet væsentlig hårdere.

- Det vil ramme alle erhvervsdrivende i Lønstrup, hvis i sælger campingpladsen, som giver værdifuld omsætning til byen. Forpagter Henrik Jensen gør det rigtig godt og fungerer også som turistbureau, når turistbureauet holder lukket, sagde Hanne Larsen.

Tilbød at købe

På den anden fløj sagde mangeårigt bestyrelsesmedlem, Leif Vange:

- Jeg ser også gerne, at campingpladsen fortsætter, men gennem årene har det samlet set været en underskudsforretning, sagde Leif Vange.

Forpagter Henrik Jensen tilbød straks at købe pladsen for to millioner kroner.

- Hvis campingpladsen forsvinder, mister Lønstrup 9000 gæster og cirka tre millioner kr. i omsætning i byen, sagde Henrik Jensen, der har kontrakt frem til 2023.

Henrik Konnerup har tidligere fortalt, at der er en lille håndfuld interesserede købere til Lønstrup Camping, der officielt er vurderet til de to millioner kroner.

- Vi skal ikke nødvendigvis tage det højeste bud. Det skal være en anvendelse, der gavner Lønstrup, men det skal også være til gavn for turistforeningen, sagde Henrik Konnerup.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.