Turisme

Campingplads ved Aabybro for motorcyklister TILLADELSE PÅ PLADS: Efter flere års forgæves forsøg får Claus Christensen lov til at lave teltplads for MC-entusiaster

AABYBRO:Der skulle fem års papirnusseri til, men nu er tilladelsen der: Claus Christensen har fået lov til at lave en teltcampingplads for især motorcyklister. Den skal ligge på Toftegårdsvej 199 uden for Aabybro. Her bor Claus Christensen med sin familie på fire tønder land, hvoraf en del er skov. - Der er læ og idyl. Og pænt græs. Så vi har omgivelserne til campingpladsen, siger Claus Christensen. Han er glad for, at Jammerbugt Kommune nu har givet landzonetilladelse til teltcampingpladsen. Så glad, at han næsten har glemt, at der er gået fem år, siden han første gang sendte en ansøgning til den daværende Aabybro Kommune. - De første to gange fik jeg afslag med det samme. Det gik så hurtigt, at jeg næsten kunne tage ansøgningerne med hjem igen, husker Claus Christensen. Kort fortalt gik striden på, om det var nok med en almindelig landzonetilladelse fra kommunen, eller om det var nødvendigt at sætte sving i det helt store apparat med høringer og planer på regionalt plan - og endnu mere papirnusseri. Nu har den nye Jammerbugt Kommune dog givet Claus Christensen en tidlig julegave: Lav du bare en teltcampingplads. Kommunen mener, at det er nok med en landzonetilladelse. Især, fordi der kun bliver tale om én ny bygning til bad og toiletter og ikke et nyt opsving for byggebranchen. Så Claus Christensen er glad, men også lidt klog af skade, så han jubler ikke højlydt. Da hans seneste ansøgning var i høring, kom Danmarks Naturfredningsforening på banen og såede tvivl om, hvorvidt en landzonetilladelse er nok. Det mener kommunen, men der kan klages over tilladelsen til Naturklagenævnet. Klagefristen udløber 13. november. Naturfredningsforeningen fik ikke medhold hos kommunen, men projektet blev alligevel udskudt et år. Claus Christensen havde satset på at åbne i foråret 2008 men turde ikke sætte håndværkerne i gang med bad- og toiletbygningen. For tænk nu, hvis tilladelsen faldt på jorden. - Det ville være noget træls at stå med sådan en bygning, så det bliver først til 2009, fortæller Claus Christensen. Han tror stadig på ideen med en teltplads, hvor motorcyklister kan overnatte og hygge sig sammen. Claus Christensen har tidligere kørt motorcykel - endda op til 25.000 kilometer om året - og det er gået fint med hustruen bagpå og to børn i sidevognen rundt i Europa. Her oplevede de, hvordan motorcyklister valfarter til teltpladser, der er specielt indrettet til dem. Der ligger ikke noget lignende i Nordjylland. Den nærmeste er i Randers og drives på klubplan. Campingpladsen på Toftegårdsvej bliver drevet som andre campingpladser men altså kun med teltpladser uden strøm samt enkelte, mindre hytter. Når målgruppen primært er mc-entusiaster, kræver det gode barfaciliteter, overdækkede terrasser, et sted at grille pølserne eller bestille noget mad - og så ikke ret meget mere. - De hygger sig med hinanden. Nogle har jo sæsonkort til pladsen i Randers. Det er en helt speciel kultur, de har. Det er ren og skær hygge, og i dag er hele familien med, fortæller Claus Christensen.