Turisme

Campingpladser på glittet papir

Sjældent samarbejde skal sælge Vesthimmerlands sommer til nye turister i ind- og udland

VESTHIMMERLAND:For bare et par år siden var det nærmest utænkeligt. Men nu er der et meget håndfast symbol på, at storkommunens campingpladser både kan og vil arbejde sammen. Campingbladet, en udgivelse i luksusklassen, præsenterer Vesthimmerlands ti campingpladser for alle der har lyst til fritidsliv i ferien, så det er svært ikke at få lyst til at bo der. også selv om man bor i kommunen. - Vi er meget glade for resultatet. Vi synes det er blevet rigtigt, så vi siger takt il alle der har medvirket til det, lyder den glade bedømmelse fra talsmanden for campingpladsernes samarbejde, Lars Brandt. Aftalen er gået på at lave fælles markedsføring i udstrakt grad, og det er det meget professionelt udseende blad et flot eksempel på. Det er lavet i fuldt farvetryk over 48 sider og har kostet så meget, at det ikke er noget man snakker om. - Vi har fået det trykt i 25.000 eksemplarer. men vi ved ærlig talt ikke om det er for mange eller for få. nu må vi se, kommer det entusiastisk fra ejeren af Ertebølle Campingplads. Mest til kvinder Tidligere har de ti campingpladser i det store og hele været almindelige konkurrenter. Men nu er der en stor tro på, at man kan vinde nye kunder ved at støtte hinanden. - Undersøgelser viser, at det er kvinden i familien, der oftest er den, der tager initiativ til at vælge feriested. Det synes vi, at bladet lægger godt op til, smiler Lars Brandt. Det er helt klart den familiemæssige vinkel der fylder mest i præsentationen. Der er betydeligt flere børn end voksne at se på de mange billeder, og det er de lette, hyggelige aktiviteter. Vil fænge hollændere Teksten er på fire sprog. Udover dansk det engelsk, tysk og hollandsk. Holland er et område man venter at kunne hente flere turister fra, og derfor har campingpladserne booket sig ind på tre feriemesser i orangelandet her til januar. Det forventer man sig meget af, også fordi en anden af samarbejdets aktive, Nienke Jonker fra Stistrup Camping, er af hollandsk afstamning. Håbet er, at brochuren også kommer med til messer i Norge, som kommunens turistchef Jens Borre skal besøge. Og så selvfølgelig at der dukker flere nye ansigter op på pladserne til sommer med bladet under armen.