Campus i Aalborg er tæt på udsolgt

Aftaler klar om ungdomsboliger, familieboliger og uddannelsesinstitutioner på det gamle godsbaneareal i Aalborg.

Martin Frandsen
Første etape af den nye campus fra Dag Hammerskjølds Gade over til Kennedy Arkaden er allerede udsolgt.Foto: Grete Dahl
Byggeri 16. september 2010 08:01

Ideen med at omdanne det tidligere godsbaneareal ved banegården og Kennedy Arkaden til et center for uddannelser er faldet i god jord. I hvert fald venter entreprenører og uddannelsesinstitutioner nu blot på vedtagelsen af en lokalplan, før de vil gå i gang med at bygge institutioner, boliger og muligvis et internationalt kollegium i området. Første etape helt udsolgt Første etape med cirka 90.000 kvadratmeter byggeret til det nye campus er nemlig allerede helt udsolgt. Det oplyser direktør Torben Nielsen, Colliers Hans Vestergaard A/S, der af DSB Ejendomsudvikling er sat til at stå for slaget af arealerne. - Der er indgået betingede købsaftaler på alle 90.000 kvadratmeter. Så det er gået over al forventning, oplyser han. Aftalerne er betingede, netop fordi der endnu ikke er vedtaget en lokalplan. Høringsfristen udløber fredag og forslaget til en lokalplan skal behandles i Aalborg Byråd mandag 13. december. Boliger og kollegium Nogle byggefelter er solgt til uddannelsesinstitutioner, mens andre arealer er betinget solgt til entreprenører og udviklere, men Torben Nielsen vil ikke sætte navn på køberne. - Vi må forvente at de selv melder ud, når de ønsker det, siger han. Dog er det sikkert, at området ikke alene kommer til at huse skoler, men også boliger. Boligselskabet Alabu vil opføre cirka 100 ungdomsboliger og 50 familieboliger på arealet, oplyser Torben Nielsen, og der er vist interesse for at bygge et internationalt kollegium på 7.000 kvadratmeter på godsbanearealet. UCN som en stor spiller Desuden oplyste Asger Enggaard i NORDJYSKE onsdag, at A. Enggaard A/S har lagt sig fast på en placering på netop godsbanearealet i sit bud på opførelsen af bygninger til et samlet University College Nordjylland Teknologi og Business. Der er tale om et byggeri, som tidligere er anslået til 30.000 kvadratmeter og når dermed op i samme størrelsesorden som Nordkraft. Dermed er UCN en stor mulig aktør i et kommende campus på godsbanearealet. UCN har november som frist for sin licitation, hvor de i alt fem indbudte entreprenører skal komme med en egnet grund i et på forhånd udpeget område i Aalborg, der blandt andet omfatter også Eternitgrunden og Østre Havn. Endelig har VUC, Aalborg Studenterkursus og Aalborg Ungdomsskole tidligere ytret interesse for området sammen med SOSU Nord. Anden etape må vente Torben Nielsen oplyser, at der ikke tages hul på anden etape med cirka 35.000 kvadratmeter byggeret på godsbanearealet, før første etape har fået en lokalplan. - Vi er godt tilfredse med udviklingen, som nu er ude af vores hænder. Nu er det op til politikerne, siger han om første etape.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...