Canada vil købe skrottede Tårnfalk-fly

Canada har undersøgt de kasserede danske spionfly, der efter canadisk opfattelse kan komme til at flyve

KØBENHAVN:Det canadiske forsvarsministerium vil købe samtlige 10 ubemandede spionfly, som det danske forsvar har skrottet. Det har tidligere været fremme, at Canada ville købe nogle af flyene til træningsformål, men ifølge det canadiske nyhedsbureau CP gælder tilbuddet nu alle 10 fly. Canadiske eksperter har således været i Danmark for at se på de skrottede fly, og de er overbeviste om, at flyene kan komme til at virke. Det danske projekt med Tårnfalken, som de franskbyggede fly hedder, blev skrottet sidste år, fordi forsvaret ikke kunne få flyene til at virke, og dermed gik investeringen på 422 millioner kroner tabt. I maj fik forsvaret en sønderlemmende kritik af Rigsrevisionen for håndteringen af projektet, og forsvarsminister Søren Gade (V) har nu bedt en advokat undersøge forløbet for at se, om der kan placeres et ansvar. Socialdemokraternes forsvarspolitiske ordfører, Per Kaalund, mener ikke, at en eventuel canadisk succes med spionflyene på ny kan stille spørgsmålstegn ved den danske beslutning om at skrotte dem. - Jeg står ved beslutningen. Den var jo både baseret på tekniske og organisatoriske problemer med forsvarets håndtering af hele projektet. Det danske forsvar har ganske enkelt ikke kunnet få flyet til at flyve. Hvis man ikke har et kørekort til en bil, så hjælper det jo heller ikke, at bilen kan køre, siger Per Kaalund. Forsvarsministeriet i Canada har ikke villet røbe nogen pris, men siger, at det allerede har hyret et canadisk firma, der skal sørge for, at de ubemandede fly bliver bedre til at lande præcist. Krista Hannivan, talsmand for Forsvarsministeriet, siger, at de ubemandede fly skal bruges til både træning og egentlige missioner i Afghanistan og så også til træning i Canada. Vil leve op til standard - Et hold fra forsvarsministeriet er overbevist om, at flyene vil leve op til standard i de canadiske styrker. Forsvarsministeriet betegner muligheden for at købe de skrottede fly som”enestående”, skriver det canadiske nyhedsbureau. Canada benytter i forvejen spionfly af den type, som det danske forsvar ikke har fået til at virke. Herhjemme henviser Forsvarsministeriets pressechef, Jacob Winther, til, at Søren Gade ikke har nogen kommentarer, så længe forhandlingerne med canadierne står på. Pressechefen oplyser, at forsvaret forventer, at en aftale kan falde på plads i løbet af en måned, samtidig med at han understreger, at forhandlingerne kun drejer sig om “dele” af Tårnfalke-programmet. /ritzau/