Canadier stopper som dansk svømmelandstræner

Canadiske Dean Boles stopper som landstræner for de danske svømmere med udgangen af 2018.

Ritzau
Dean Boles stopper som landstræner for de danske svømmere og vender tilbage til Canada og familien.
Sport 12. december 2018 12:16

KØBENHAVN: Sidste weekends nordiske mesterskaber på kortbane blev Dean Boles sidste opgave som dansk landstræner.

Canadieren har onsdag opsagt sin stilling i dansk svømmesport, oplyser Dansk Svømmeunion i en pressemeddelelse.

- Det er med meget blandede følelser, at jeg har truffet beslutningen om at forlade dansk svømning og vende hjem til Canada, siger Dean Boles.

Afstanden til familien og en jobåbning i hjemlandet indenfor svømning har fået landstræneren til at træffe beslutningen.

- Lige så svært, som det har været for mig at træffe beslutningen om at forlade Danmark og dansk svømning på et tidspunkt, hvor jeg oplever, at dansk svømning er inde i en meget positiv udvikling, lige så meget har jeg følt et stærkt savn til min familie.

- Og jeg har nu fået en unik mulighed for at komme tættere på min familie, siger Dean Boles.

Dansk Svømmeunion har i dialog med Team Danmark indledt en proces om at finde en ny kandidat, der kan fortsætte arbejdet med landsholdssvømmerne frem mod OL i Tokyo i 2020.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...